Eurogamer.dk

L.A. Noire • Side 2

Hverken sort eller hvidt.

Desværre kan L.A. Noire heller ikke holde stien ren hele tiden og for at komme med et afbræk til de mange dialogtunge forhørsscener og adventuretunge detektivscener, hvor du leder efter spor på gerningssteder, så byder spillet på flere actionsekvenser, hvor du i bedste GTA-stil skal skyde dig gennem et hav af fjender, og her mærker man på godt og ondt, at L.A. Noire er udgivet af Rockstar. Det er moderat underholdende med actionafbræk fra al detektivarbejdet, men desværre minder det også en om, at L.A. Noire "bare" er et spil, og fjenderne bliver i actionsekvenserne med ét reduceret til ligegyldige tanketomme modstandere, der bare skal nakkes frem for at være potentielt skyldige forbrydere, der skal knækkes i et fortættet forhørslokale under lampens skarpe skær.

Actionsekvenserne stikker med andre ord ud og er uhyre velkendte i deres konstruktion. Du kan gå i cover og skyde derfra ligesom i GTA, men om du rammer fjendens ben eller hoved er ligegyldigt. De kan kun dræbes og ikke arresteres. Det er en skam, da et ikke dødeligt udfald i actionscenerne ville være i ånd med resten af spillets ikke voldelige natur. Ergo synes L.A. Noires rendyrkede shootouts, hvor hjernen lægges på hylden, og aftrækkeren trykkes i bund, mere som et obligatorisk hak på listen over gameplayelementer, der pine død skal være med i et moderne spil målrettet masserne frem for noget, der reelt set burde have været med i et hardcore detektivspil, hvor arrestation eller diplomati altid burde være et muligt udfald på en voldelig konfrontation.

2

Du bliver hurtigt forfremmet til politidetektiv og stiger stødt i graderne spillet igennem. Trafik, mord, narko og brandstiftelse er de tre hovedområder, du kommer igennem som fuldblods detektiv.

1940'ernes L.A. er ifølge udviklerne genskabt til stort set mindste detalje. En imponerende bedrift, men mest for amerikanere eller svært historieinteresserede, der har et allerede indgående kendskab til L.A.s arkitektoniske fortid. For langt de fleste gamere vil 1940'ernes L.A. være en nøjagtig lige indbydende setting som en hvilken som helst anden fiktiv sandkassestorby – som f.eks. Mafia 2's Empire Bay. Autenciteten giver ikke så meget til spiloplevelsen som ventet. En grå storby i 40'erne er en grå storby i 40'erne, og kun enkelte gange, som da du for første gang nærmer dig det famøse Hollywood skilt i det fjerne, bringer byen et smil frem på dine læber. For det meste forbliver L.A. en sandkasse-setting som enhver anden.

Jeg savner en mere fortættende og karikeret noir stemning i spillets visuelle udtryk, der forbliver meget GTA-Mafia-agtigt. Store slagskygger, mørke røgfyldte gyder, silende regn, persienner og en dødbringende dame i rødt er alle noir-klicheer, der ville have klædt spillets univers. Men L.A. Noire er visuelt et godt stykke fra Sin City og er i højere grad inspireret af Chinatown og L.A. Confidential, der holder mere igen med noir-genrens klassiske koder. For den kræsne filmkender er det muligt at spille L.A. Noire i sort hvid – men spillets lidt flade lyssætning gør det ikke nær så visuelt spændende, som det lyder.

L.A. Noire - 15 min gameplay

At L.A. Noire er et sandkassespil kan undre, når man kommer rigtig i gang med spillet. For fortællingens hjerteblod er de 21 medrivende og nervepirrende krimiscenarier, der skal løses, og de er alle lineære. Ikke så meget i gameplay, da det bestemt er muligt at anklage en part frem for en anden og løbe panden mod en mur, hvis ens spørgsmål får et vidne til at klappe i som en østers, men de er lineære i den forstand, at du konstant haster fra mission til mission uden nogen reel anvendelse af sandkasseverdenen omkring dig.

3

En del af de beviser, du finder frem på gerningssteder, indeholder små puzzles. Som her, hvor en globus skal drejes i den rigtige retning, før et nyt spor afdækkes.

Du er en politidetektiv og skal derfor holde dig inden for lovens rammer. Alt, hvad der normalt kendetegner sandkassespil, er dermed forbudt. Du bliver ikke belønnet for at køre dødskørsel, skyde civile eller te dig tosset i byens gader med blå blink og fuld fart frem – du bliver straffet med minuspoint. Den tilgang strider mod, hvad vi har lært fra alle andre sandkassespil, hvor du netop ofte er en badboy på kant med loven eller i hvert fald har hele byen som din legeplads. Det er ikke tilfældet i L.A. Noire. Byen er i høj grad blot en ramme. En setting, der skal sætte dig i den helt rette noir-stemning, hvilket for det meste lykkes, men den byder på ingen måde op til fri leg, som vi ellers kender det fra GTA og alle dets kloner. Ej heller byder L.A. Noire op til meditative momenter, som sidste års fremragende Red Dead Redemption, hvor en rolig ridetur mod solnedgangen eller en nat ved lejrbålet gav lige som mange mindeværdige spiløjeblikke som et bankrøveri eller et duelopgør.

Kommentarer (5)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...