L.A. Noire

Hverken sort eller hvidt.

"The uncanny valley" er betegnelsen for skellet mellem det kunstige og det naturlige. Især anvendt i skabelsen af menneskelignende robotter – hvor livagtige kan de laves, før vi mennesker tager afstand fra dem, fordi de ligner os og alligevel ikke helt. Kløften mellem det naturlige og unaturlige, hvor det fascinerende pludselig bliver frastødende. I computerspilregi har vi længe tilstræbt en realisme i karakterer og animationer, hvor især spil som Heavy Rain har rykket spillene tættere og tættere på et realistisk udtryk. L.A. Noire sætter en ny standard, og især i ens første timer i spillets verden er følelsen af "the uncanny vally" unægtelig tilstede. For er det mennesker, eller er det computerskabte skabninger, vi er vidner til? Svaret er både og.

Med en enestående og nyskabende kamerateknologi er det lykkedes skaberne af L.A. Noire – Team Bondi – at videreføre skuespillernes virkelige præstationer til det computerskabte L.A. i 1940'erne, hvor den stemningsfulde krimifortælling udspiller sig. Hver eneste lille nuance, nervøse trækning, smil på læben, løftede øjenbryn eller skæve grimasse er tydeligt aflæselig i karakterernes ansigter, der ikke er animeret, men direkte genskabt. Det er intet mindre end revolutionerende og nye standarder for vores syn på spil som kunstnerisk og filmisk udtryksform. Karaktererne i et spil kan for første gang vise direkte aflæselige følelser. Noget af en bedrift.

1

Du starter som gadebetjent i et par korte introduktionsmissioner, der tager dig lidt for meget i hånden. Så forvent en blød start, selvom L.A. Noires verden synes hård og brutal med al den kriminalitet.

Aflæsningen af karakterernes ansigter er alfa og omega for din succes som politidetektiv i L.A. Noire – faktisk er det et så bærende gameplayelement, at alt andet forståeligt nok blegner til sammenligning. Det er i forhørsscenerne, hvor du skal afgøre og afkode, om et vidne lyver eller taler sandt ud fra vidnets mimik, at spillet for alvor lever og suger en hovedkulds ind i fortællingen. Du spiller ikke bare en snu politidetektiv i 40'ernes L.A. - du ER ham. I hvert fald professionelt set, da hovedpersonen i spillets sindrige noir fortælling desværre er en kende anonym og aldrig bliver andet end en yderst kompetent detektiv i et skræddersyet jakkesæt.

Personligt savner jeg mere baggrund og indlevelse i vores hovedpersons liv – også uden for jobbet som politimand. Ligesom Mafia 2 og mange andre semiseriøse sandkassespil gør en dyd ud af at skabe en hovedperson med andet end arbejde i tankerne, så burde det også have været indgangsvinklen i L.A. Noire. Det er det desværre ikke. Udover nogle fragmenterede flashbacks fra vores hovedpersons fortid i hæren under 2. Verdenskrig, så kommer vi ikke rigtig ind under huden på ham. I nærbilleder af hans hænder ser vi ellers, at han bærer vielsesring og dermed er gift, men hvor er scenerne, der viser ham som ægtemand, hengiven fader eller fortvivlet menneske efter en lang opslidende dag på jobbet med mord og mysterier på dagsordenen. Kun en enkelt gang har hustruen en rolle i fortællingen, men det er så sent i spillet, at et følelsesmæssigt engagement forbliver minimalt. For ethvert payoff kræver som bekendt et setup.

6

Endnu et lig af en smuk ung kvinde. Dem møder du mange af i din stemningsfulde færd gennem 1940'ernes L.A.

Når L.A. Noire byder på så fremragende skuespil og detaljerede karakterer i spillets politiopgaver, så er det en forspildt chance, at udviklerne ikke har blødt spiloplevelsen op med regulære gameplayscenarier på hjemmefronten. Hvor overraskende og anderledes ville det ikke være, hvis det realistiske skuespil kunne flamme op i et tårevædet skænderi mellem vores hovedperson og hans hustru, der er ulykkelig over, at han evigt og altid arbejder og aldrig har tid til hende. Eller vi så ham udkørt efter en lang dag stå i døråbningen til soveværelset med børnene, han aldrig ser. For, som vi alle husker fra gyserklassikeren 'The Shining', så må konsekvensen af en evigt arbejdende mand være: "All work and no play makes Jack a dull boy", og det er desværre lige, hvad vores hovedperson i L.A. Noire er – en anelse kedelig. Vi kommer aldrig helt ind under huden på ham og savner simpelthen hen at se ham i aktion andre steder end på gerningsstedet for endnu et bestialsk mord.

L.A. Noire er i sin kerne et adventurespil, så forventer du et rendyrket miks af Mafia og Grand Theft Auto (GTA), så bliver du nok en kende skuffet, selvom der ikke er nogen tvivl om, at spillet er udgivet af Rockstar Games – mere om det senere. Udover de mange grusomme mord, der skal opklares, så er spillet i sine bedste og mest medrivende scener en ikke voldelig affære, hvilket klart taler til dets fordel. For helt ærligt, er spilmarked ikke sovset nok ind i hjernedød vold.

Kommentarer (5)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!