Deus Ex: Human Revolution

8 timers hands-on med den nære fremtid.

Du ved, at alderen begynder at presse, når en af de absolut største spiloplevelser ligger helt tilbage i år 2000. Sådan har jeg det med Deus Ex. Deus Ex gik ind og redefinerede en hel genre og understregede, at det sagtens kan lade sig gøre at lave noget, der ligner en first person shooter, og stadig have dybde og form. Det var blandingen af den tunge, dystopiske fremtidsvision, der afbildede mennesket som værende herre over liv og død via den teknologiske udvikling og augmentering af den menneskelige krop, og et spildesign, der kombinerede en knivspids rollespil, en masse action og et utal af muligheder for at gennemføre den samme bane. Figurudviklingen afspejlede spillerens egen stil, for ville man hacke sig gennem døre og snige sig gennem banerne, så var det en mulighed, mens de mere actionbegejstrede kunne fokusere på en noget mere potent udvikling af hovedpersonen.

Fortsættelsen fra 2003, Deus Ex: Invisible War kommer nok til at gå over i historien som en af de største skuffelser nogensinde. Ikke at det var et skidt spil, bestemt ikke, men den sideløbende konsoludvikling hæmmede spillets udførelse nok, til at det bare ikke føltes som samme spil. Det, kombineret med vredesskriget fra det skuffede pc-publikum gjorde, at Deus Ex-serien lige så stille gled hen i glemselen, inden nogen nåede at tænke på et tredje spil... for det kunne da kun gå ned ad bakke herfra, kunne det ikke? Spørgsmålet bliver meget snart besvaret af Eidos Montreal, der endnu ikke har fået deres ilddåb med et udgivet spil. De står bag udviklingen af Deus Ex: Human Revolution, der foregår i 2027, omkring 25 år før det første Deus Ex.

2

Ligheden med dukkerne fra iRobot er udelukkende overfladisk.

Efter oliemarkedet crasher i 2015, er USA ekstremt presset økonomisk. Bilindustrien har måttet lide under de ændrede forhold, og kriminaliteten er blomstret under krisen og har givet større råderum til bander, sortbørshandel og deslige. Samtidigt har den teknologiske udvikling gjort det muligt at skabe kunstige lemmer og kropsdele, og det har skabt en ny type menneske - en blanding af kød og maskine. Kombinationen af menneske og metal er dog langt fra allemandseje, da den mekaniske forbedring kræver en konstant forsyning af stoffet Neuropozyne, for at kroppen ikke skal frastøde de nye dele. Neuropozyne ejes selvfølgelig af et af de store medicinalfirmaer, der ikke er blege for at tjene lidt ekstra penge på det nye store marked. Kropsmodifikationer er derfor kun for de rige, og efterspørgslen på stoffet er så stor, at det sælges under bordet til dem, der ikke har indflydelse nok til at kunne få de få mængder, der frigives.

Hovedpersonen i Deus Ex: Human Revolution er Adam Jensen. Adam er tidligere medlem af SWAT-holdet i Detroits politistyrke, men bliver fritstillet efter en opgave, der refereres til som Mexicotown-massakren. Via sin kontakt til forskeren Megan Reed får han arbejde som sikkerhedschef i Sarif Industries, et af de ledende firmaer inden for våbenteknologi til militæret, samt mekaniske kropsmodifikationer. Forholdet til Megan Reed er mere end bare et venskab, men det sættes der en brat stopper for, da en gruppe uidentificerede og tungt modificerede lejesoldater en dag bryder ind i Sarif Industries. Adam bliver dødeligt såret under angrebet, hvor en række forskere også henrettes brutalt, og han overlever kun på baggrund af den mekanik, der efterfølgende bliver lagt i ham på vegne af Sarif Industries. Seks måneder senere er Adam på benene igen, og står over for at skulle opspore lejesoldaterne på vegne af sin arbejdsgiver, som han nu skylder sit liv.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!