Mortal Kombat

Ud af kroppen.

Der er et eller andet ved Mortal Kombat. Hvis man voksede op i halvfemserne, var det et meget svært fænomen at undgå. Kombinationen af hypervold, kampsport, asiatisk mytologi og en tegneserieæstetik satte mange et teenagehjerte i brand, og på trods af et meget svingende kvalitetsniveau har serien holdt sig kørende i meget længere tid end det næsten burde være muligt.

Selv kan jeg huske i min egen spildte skoletid, at man ikke blot blev brændemærket efter ens troskab i konsolkrigene, men også i den dødelige kamp mellem Mortal Kombat og Street Fighter. På højdepunktet af Mortal Kombats popularitet og svælgende bølge af attitude og påståede modenhed var den værste forhånelse man kunne blive pålagt, at man havde en "Street Fighter sjæl". Det gjorde sgu ondt.

Men hvis man ikke faldt af kampspilsvognen i de følgende år, hvor udviklere som Namco og SNK for alvor kom på banen, var det svært ikke at være noget kynisk overfor det kære gamle voldsorgie. På mange måder var (og er) serien stadig baseret på spektakel over substans, logisk nok fordi det var dette, der fik kopierne til at flyve af hylderne i første omgang.

1

Når man ser, hvor voldeligt det nye Mortal Kombat er, er det svært at tro, at de gamle spil skabte sådan en furore.

For grundproblemet med Mortal Kombat har historisk set været, måske med undtagelse af Ultimate Mortal Kombat 3, at der ikke er megen holdbarhed i selve kampsystmet. Når man har set alle fatalities/babalities/friendships/brutalities/animalities et par gange, hvad er der så tilbage? Det virker, som om skaber Ed Boon godt var udmærket klar over dette, hvilket har resulteret i, at serien over de sidste 10 år nærmest har skjult sit kampsystem bag en væg af ligegyldigt ekstraindhold og absurde minispil som Puzzle Kombat, gokart racing, rollespil, skak osv.

Et reboot var måske uundgåeligt. Der var for simpelthen for meget pladder, for mange karakterer (Armageddon nåede toppunktet med 62), for mange genbrugte elementer, for lidt dybde. Hvad enten man syntes om PS2/Xbox spillene, blev Midway bare ved med at fylde på frem for at rent faktisk udvikle konceptet. I den forstand var et reboot også den helt rigtige beslutning.

Mortal Kombat - Trailer

Nu er Mortal Kombat (9) endelig på gaden, og hele pakken føles næsten som en undskyldning for alt bøvlet, for det lavere voldsniveau i Mortal Kombat Vs. DC Universe, for manglen på rigtige fatalities i Armageddon. Udviklerne hedder nu Netherrealm Studios, og Mortal Kombat er for alvor en ny begyndelse. Det er 2D, det er oldschool, men det er bestemt også nypoleret.

2

Mortal Kombat er teknisk overlegent. Der er blevet lagt særlig opmærksomhed på at detaljere figurernes involde.

Ud over at være et reboot, er Mortal Kombat praktisk set også en remake af Ultimate Mortal Kombat 3. Alle kombattanter fra de første tre spil vender tilbage, plus et par ekstra, og hvad enten man synes om det tredje spil, var dette absolut det rigtige valg. Den kreative proces fungerede ikke helt så godt efterfølgende; hvem husker for eksempel Kai, Mavado, Hsu Hao eller Kobra? Nej, det er Scorpion, Sub-Zero, Raiden og Johnny Cage m.m. der er i centrum her. Et utal af baggrunde fra de gamle spil vender desuden tilbage, og overordnet set, har de aldrig set bedre ud.

For et af de mest slående ved Mortal Kombat er den umættelige mængde detaljer, der er blevet støbt ned i alle aspekter af præsentationen. Blod, sved og tårer flyder ud af alle åbninger, hud skrælles af, tøj bliver sønderrevet. For nok første gang lever Mortal Kombat for alvor op til sit navn i den mest bogstavelige forstand; det er en møgbeskidt, god gammeldags slåskamp, hvor selv vinderen knap nok slipper med livet i behold. De mange fatalities er mere grusomme og kreative end nogensinde, som om udviklerne har haft et slumrende behov for at være så fæle som overhovedet muligt, og de nye X-Ray Moves er noget af det mest sadistiske, jeg længe har set i et spil.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!