Gears of War 3 Preview

Betafysik.

Det er efterhånden gået op for spiludviklerne, at betatests er temmeligt attraktive for fans. Så meget endda, at de bruger adgangen til betaen af det næste store spil til at sælge kopier af et knapt så etableret eller selvsælgende spil. Denne gang var det Bulletstorm, der fik rollen som de kogte bønner, der skulle spises, før du fik lov til at få desserten: Gears of War 3 beta.

Det er jo svært at vide, hvilke informationer Epic egentlig får ud af sådan en betatest, men én ting er sikkert: der er mindst lige så meget fan- og kundepleje, som det er testperiode. Der er i hvert fald ikke mange grafikfejl eller ufærdige menuer at finde. Til gengæld er der lækkerier til fans af serien Gears of War.

Egentlig kan jeg ikke fortælle ret meget om, hvordan multiplayer i Gears of War kommer til at virke, og om det er værd at købe det færdige spil for, for Epic kører betaen i etaper på en uge ad gangen, og vi er kun i uge to. Så de har simpelthen ikke frigivet ret meget endnu.

Men jeg kan fortælle, at der ikke er sket vildt meget i Gears of War multiplayerland. Det er stadig en rå, aggresiv, hurtig og til tider forvirrende version af den så velkendte shooter-skabelon. Våbnene rammer lidt dårligere og lidt svagere, end man er vant til i andre spil. Bevægelserne er lidt langsommere. Små detaljer, der skaber det "risk and reward" gameplay, som Epic ønsker. Det kan betale sig, hvis man er dygtig og hurtig, at løbe helt op i fjæset på en modstander og nakke ham med en shotgun. Medmindre han nakker dig først selvfølgelig.

Det kører selvfølgelig på den nye Unreal Engine 3 grafikmotor, og der er selvfølgelig også nogle nye våben, men mest interessant er nok ændringerne i kontrollen. Gears har altid begrænset antallet af knapper, der skal bruges, hvilket kunne være frustrerende i hektiske situationer, når man kom til at skifte våben, selvom man i virkeligheden ville hjælpe en døende kammeret. Det har de nu forsøgt at afhjælpe ved at dele funktionerne op. Et let tryk på knappen hjælper en kammerat, hold den inde i længere tid, hvis du vil skifte våben.

En helt ny tilføjelse er en slags taktisk overblik, hvor man ved at holde venstre "skulderknap" nede får et let filter på skærmen, der bleger omgivelserne, men til gengæld også optegner dine holdkammerater, uanset hvor de befinder sig. I et spil hvor alting er i grå og brune nuancer, kan det være ret brugbart. Reelt set tager det ikke lang tid at spore sig ind på de små tegn, der ret tydeligt adskiller locust fra mennesker, når ikke lige det er tåget altså.

En anden ny ting er nemlig, at i hvert fald to af de nye kort har nogle tidsbestemte begivenheder. På Trenches lyder en gang imellem et tågehorn, og så bliver hele banen indhyllet i tyk tåge. På Thrashball, som foregår i en hærget sportsarena, er der et stort pointskilt, som kan falde ned på banen og i hovedet på hvem end, der befinder sig under. Det påvirker ikke spillet så meget som Invasion i Halo: Reach, men det er stadig en sjov faktor. Apropos Halo: Reach, så bruger Gears of War 3 nu også de såkaldte load-outs, altså muligheden for at skifte de våben man starter med efter hver respawn.

Gears of War 3 beta - King of the Hill gameplay

Indtil videre har der kun været adgang til spiltyperne Deathmatch og King of the Hill. Hvor den første er standard "slå de andre ihjel", mens den anden har det ekstra strategiske element, at man hele tiden skal forsøge at indtage og forsvare et lille område for på den måde at score point.

Alt i alt ser Gears of War 3 ud til at være på rette spor. Der er justeret på nogle mindre detaljer, men grundlæggende er det den samme oplevelse som Gears 1 og 2, bare i endnu bedre grafik. Det lyder måske ikke af meget, men der er jo heller ingen grund til at ødelægge tingene, hvis man har en så succesfuld formel på hænderne som Gears of War multiplayer har vist sig at være. Hvis du er stor fan af serien, vil jeg klart opfordre dig til prøve betaen. Der er særlige våbenmodeller og spilbare figurer, som kun kan unlockes her, og måske finder de på noget mere sjov á la Påskesøndag, hvor alle spillede med groteske harekostumer på.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!