De fleste PlayStation 3-ejere har nok efterhånden opdaget, at PlayStationNetwork er ude af drift. Sony selv har været ude og vifte med hacker-flaget, men nu spekuleres der i, om det mon ikke blot er en halv sandhed.
Et par uger inden nedbruddet, begyndte de skumlere hjørner af internettet (dem med træben, klap for øjet og papegøje på skulderen) at summe omkring muligheden for at logge på Sonys interne udvikler-udgave af PSN – hvilket angiveligt har været muligt i længere tid med noget PS3-firmware, der har fået en kærlig behandling. Kort efter fandt samme gruppe mennesker så ud af, at kreditkort-oplysninger på selvsamme netværk ikke bliver verificeret, og derfor kan forfalskes – hvilket giver adgang til alt på det interne netværk.
Rygtet spredte sig herefter som steppebrand, og flere og flere begyndte at suge netværket tyndt for ’gratis’ spil. Sonys reaktion skulle efter sigende være, at PSN er blevet lukket ned over hele linien, og Sony har efterfølgende forsøgt at understrege, at kun PS3-konsoller med den nyeste firmware har adgang til deres udvikler-udgave af PSN.
Det er kun spekulation indtil videre, men i modsætning til sidste gang, hvor PSN blev angrebet af en række hackere, der uden videre tilknytning til hinanden går under fællesnavnet Anonymous Anonymous (der i sidste ende valgte at stoppe, da det gik ud over brugerne), er der ikke nogen, der har taget ansvaret endnu.
Læs mere på Reddit.com, hvor en moderator fra et af de større PlayStation-mod communities fortæller om sammenhængen.

