Swarm

Selvmordssmølfer.

Lemmingeeffekten: horder af knapt så intelligente væsner ræser i samlet flok af sted uden omtanke eller frygt for livet. Erstat lemminger med blå skabninger kaldet Swarmiter, og du har spillet Swarm. Modsat det klassiske puzzlespil Lemmings kræver Swarm dog knapt så meget hjernekapacitet, men mere hurtige reaktionsevner og en rolig hånd, der med nøjagtige bevægelser på controlleren kan guide Swarmiterne gennem banerne, der er befæstet med dødsfælder.

Missionen er simpel. Få Swarmiterne fra start til slut uden seriøse tab. Du starter med 50 stk. af de blå skabninger og har enkelte steder mulighed for at genoplive tabte undervejs, men kravene for succes er strenge, og møder du ikke din Swarmit-kvote ved målstregen, må du starte forfra. Og det kommer du til – igen og igen.

Hver eneste bane er en labyrint af dødsmaskiner, landminer, dybe afgrunde og andet fælt, der kvaser, sluger, smadrer, flænser og spidder dine Swarmites på stribe. Alene spillets første par baner tog mig flere forsøg, og missionerne bliver kun mere krævende.

1

Den store blå søpølse er Swarmiternes moder. Lækkert! Hun føder dem på hver bane, og at vende tilbage til hende er også målet for hver bane. Syret idé, der er med til at gøre Swarm til en speciel oplevelse.

Den stærkt stigende sværhedsgrad er ofte kilde til frustration, da styringen aldrig er helt så nøjagtig, som man kunne ønske sig i et spil, der kræver hårfin balancegang. Det trækker ned i fornøjelsen, og gør Swarm til et morbidt puzzlespil, der bedst nydes i små doser, inden controlleren kastes gennem lokalet.

Spillets store force er den originale grafiske stil og hele præsentationen af Swarm-universet. Der er kælet for detaljerne, og spillet er herligt skævt og syret i sit design. Som en feberdrøm med blå smølfer med selvmordstanker. Men udseende er ikke alt, og selvom grund-gameplayet har en del kvaliteter, er der megen frustration i de stramt designede baner.

Et mere tilgivende design med en større fejlmargen for succes havde klædt spillet, da Swarm netop er en oplevelse, der skriger på bare lige én bane til inden sengetid. Men når den bane skal genspilles 15 gange, før man kommer helskindet i mål med sved på panden og tyndslidte nerver, så ryger kampgejsten sig en tur.

2

Sekundet efter dette billede er taget, er skærmen dækket af blåt splat. Og nej kære børn, de små Swarmiter sover ikke ...de er sprængt i tusinde stumper og stykker. Godnat og sov godt...

Swarm genbruger også for ofte mange af sine grundelementer. For at være et seriøst valg på puzzlefronten er der nødvendigt hele tiden at perfektionere sit gameplay og komme med overraskende tiltag. Det er Swarm knapt så god til, og det hele ender med at køre for meget i ring. En god idé kan godt trætte, hvis den bliver brugt for meget, og den faldgrube dratter de kære små Swarmiter i.

Det leder ikke kun tankerne hen mod puzzleklassikeren Lemmings, men også Nintendos Pikmin, der til sammenligning var et mere helstøbt og tilgivende puzzlespil om små eksistensers overlevelser i en stor og farlig verden.

Swarm har grundlæggende gode ideer og en rigtig cool visuel stil, der skiller spillet ud fra mængden, men styringen og sværhedsgraden får aldrig Swarmiterne over middelmådighedens bakker. Sisyfos ville have været en oplagt undertitel.

5 / 10

Læs om vores karaktersystem Swarm Martin Lennon Selvmordssmølfer. 2011-04-15T11:37:00+02:00 5 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!