Eurogamer.dk

Might and Magic: Clash of Heroes HD

Mægtig magi.

Heroes of Might & Magic kræver næppe nogen nærmere introduktion. Ubi Softs storslåede high-fantasy-serie har siden midten af halvfemserne underholdt spillere verden over, dette takket være sit uovertrufne, strategisk udfordrende gameplay og fantastiske universer. Som med så mange andre storserier har Heroes of Might & Magic set et utal af forskellige spin-offs; sporadiske og ofte intetsigende forsøg på at trække ussel mammon ud af seriens stærke varemærke, snarere end forsøg på at udvide dens repertoire.

Da Ubi Soft for godt to år siden proklamerede, at der var endnu en spin-off på vej, faldt mistanken da også på ovenstående. Man fortalte godt nok, at spillet var led i en større rebranding af serien, der skulle varsle bedre tider, men det virkede ærligt talt svært at tro. Nintendos håndholdte DS-konsol var platformen, hvor miraklet skulle finde sted, hvilket ikke gjorde bekymringerne mindre, da serien, taget sit strategiske fokus i betragtning, traditionelt set har taget sig bedst ud på PC.

Det var med andre ord op ad bakke for canadiske Capybara, der fik tildelt tjansen at revolutionere Might & Magic-konceptet. En hård kamp for at overbevise seriens kernepublikum om, at Heroes også kunne fungere på en håndholdt konsol. Det skulle dog snart vise sig, at Capybara havde været opgaven voksen.

1

Trods de mange informationer og det dybe gameplay er Clash of Heroes nemt at gå til, og egner sig til korte sessioner.

Da spillet kun et halvt år senere debuterede, var det til en ovenud begejstret anmelderskare, der overdyngede spillet med fornemme floskler. Succesen kunne også måles på salgstallene, der var pæne dog uden at være prangende. Capybara havde gjort et ellers undertippet spil til en succes. Heroes-universet havde fået et tiltrængt frisk pust, og Ubi Soft var så tilfredse, at de beordrede spillet konverteret til nye platforme. Her halvandet år senere står resultatet klar. Might & Magic: Clash of Heroes HD er sluppet løs på Xbox Live Arcade og søger nu at reproducere succesen fra sin håndholdte navnebror.

Nøglen til denne finder vi i spillets grundmekanik, der bedst beskrives som en fusion af det gamle Heroes-koncept og Puzzle Quest. Spillet betragtes ovenfra via et punktopdelt verdenskort, hvorpå vor helte rejser rundt og erobrer nyt terræn. Guld og forskellige ressourcer skal indsamles og kan benyttes til at holde ens styrker i form enten i form at tilkøb af enheder eller via opgradering af bestemte enhedstyper. Quests skal løses for at drive historien fremad, og hemmeligheder afdækkes via simpel udforskning.

2

Såkaldte champion units kan vende kampe på hovedet, hvis det først lykkes at få kombineret dem i spil.

Når kamp bryder ud, og det sker relativt ofte, zoomer vi ind på slagmarken, og her tager spillet form af Infinite Interactives førnævnte tre-på-stribe-rollespil. I Clash of Heroes bliver slagmarken tilfældigt genereret, og herfra starter en intens kamp for at optimere ens angrebspotentiale, samt forskanse sin helt, der står placeret bagest og for alt i verden ikke må blive ramt. Hver gang det lykkes en spiller at samle tre enheder af samme type på stribe, stiller de op i enten angrebs- (vertikal) eller forsvarsposition (horisontal). Efter et vist antal ture går de til kamp mod fjendens styrker, der alt afhængig af sin nuværende formation suger angrebet eller bliver overløbet. Lykkes det helt at penetrere fjendes forsvarsværker, således der er fri passage til helten, tager denne skade. Mindskes heltens livspoint til nul, er kampen tabt.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...