Crysis 2 Anmeldelse

FPS står – som de fleste ved - for First Person Shooter, men med Call of Dutys massive dominans har vi mere eller mindre glemt P'et i FPS. Vores sanser er blevet sløvet med klichefyldte rutschebaneture – fuld fart frem med aftrækkeren i bund uden hverken hjerne eller hjerte. Skyd først og spørg aldrig er blevet den herskende fremgangsmåde i en genre, der fortjener bedre. Selv den engang så visionære Killzone-serie er med 3. kapitel blot blevet endnu en COD-klon.

Men der er heldigvis lys forenden af geværkolben. Crysis 2 er landet med et brag midt i New Yorks katastroferamte ruiner, og lur mig, om det ikke lige præcis er den bombastiske stikpille, der skal til for at give FPS-genren et svært tiltrængt lavement. Ud med de fortærskede Call of Duty dogmer og frem med et FPS udspil, der rent faktisk sætter fokus på det personlige P.

Crysis 2 er historien om en dragt. Et regulært nanomonster af en anden verden, der med sine utallige overraskende evner og opgraderinger får både Predator og Venom fra Spider-Man til at ligne variationer af Anders Ands sømandssæt. I rollen som marinesoldaten Alcatraz bliver du iført dragten, og sjældent har følelsen af at være en fuldfed supersoldat været sejere og mere personlig end i Crysis 2. Kapow! Ja, selv menuerne i spillet er med dragten i fokus. Vil du ændre dine superevner, er der ikke nogen grim klodset menu at navigere rundt i, næh nej, din ene hånd kommer frem i billedet og hver finger på dragten repræsenterer en enestående evne. Seje detaljer, der gør Crysis 2 til en gennemført lækker spiloplevelse, der oser af overskud.

1/33 New York City er blevet invaderet.

Forrige Næste Se alle ▸

På intet tidspunkt føler du, at du bare er en svævende hånd med et gevær. Din supersoldat føles i den grad fysisk tilstede i spilverdenen, og både bevægelse og styring af våben vidner om, at der er lagt utallige timer i at gøre spiloplevelsen med din soldat så overbevisende, indlevende og dynamisk som mulig. P'et i FPS er vægtet højt i Crysis 2, der fra første scene suger en ind i et sprængfarligt plot.

Ud af flammerne som en Fugl Føniks. Superdragten, der smækker P'et tilbage i First Person Shooter. Sådan! Så kan de lære det!

New York er under angreb, og som den eneste overlevende af et elitehold af marinesoldater er det din opgave at redde menneskeheden og finde ud af, hvem, hvad og hvorfor alt er ragnarok. Selve startsekvensen, der indleder de apokalyptiske løjer, fik mig til at mindes Solid Snakes entre i Metal Gear Solid. En ubåd på vej mod målet med et stk. sej soldat ombord. Minderne om Snakes svømmetur til Shadow Moses blev dog hurtigt erstattet med glimt fra Bioshock, da soldaten gispende efter vejret plaskede rundt i havet omringet af brændende vragrester. At lægge ud med to åbenlyse referencer til klassikere som Metal Gear Solid og Bioshock er noget af en mundfuld, som de fleste spil vil knække kæben på, men Crysis 2 sluger referencerne råt og usødet. For er der noget, som Crysis 2 ikke mangler, er det selvtillid og en sans for de bombastiske Hollywood dyder. Det her er viagra i FPS-form. Stålhårdt og målrettet.