Jeg er et produkt af Nintendo på mange måder. Ikke fordi jeg konstant er på svampe og forsøger at smadre mursten med de bare næver i håbet om at finde mønter - det er jo bare, fordi jeg er skingrende sindssyg - men fordi mange af mine barndomsminder foregår i en 8-bit-dimension, hvor jeg kunne være så meget andet end en 10-årig knægt fra Brønshøj. Jeg var så nagelfast inventar ved NES-standeren i fætter BR anno 1989, at min mor bare kunne ringe derned og sige "Jonatan skal spise nu", hvorefter personalet sendte mig hjem. Dernede på rød saftevand-og-Turtles-tyggegummi-versionen af Sam's Bar kendte alle mit navn, og der blev spillet tonsvis af Super Mario, RC Pro Am, Punch-Out!, Excitebike, Zelda, Fester's Quest, Metroid, Probotector, Mega Man, Ikari Warriors, Metal Gear, Teenage Mutant Hero Turtles, Castlevania, Faxanadu, og mange flere spil, der stadig rumsterer i mit sind.
Her er den – spil så!
Det har været noget af en rejse siden da, når jeg kigger tilbage. Nintendo har næsten altid formået at overraske mig gennem tiderne med den ikoniske grå madkasse, de kaldte NES, med deres revolutionerende Game Boy og med 16-bit-konsollernes Rolls-Royce, SNES. Derefter tabte jeg næse og mund over 3D-grafikken på N64, hyggede mig gevaldigt med Game Boy Advance - den første konsol, jeg skrev anmeldelser til - og tabte igen elementære ansigtsdele over Metroid Prime på GameCube. Men den største overraskelse for mig herefter var ikke Nintendo Wii, selv om den jo på mange måder blev konsollen, der sprængte alle rammer for, hvad man kunne forvente fra den japanske spilgigant.
Nej, overraskelsen over dem alle var Nintendo DS. Jeg husker tydeligt, da maskinen blev præsenteret på E3 i 2004 - mine formuleringsevner rakte kun til "Hvad f... er DET?" Den lignede de gamle Donkey Kong-bipbipspil med sine to skærme, men den nederste var berøringsfølsom, og maskinen havde desuden indbygget mikrofon og WiFi? Jeg var mildest talt forvirret, og jeg ventede helt til den omdesignede DS Lite med at købe en. Efter første sekund med maskinen i hænderne var jeg solgt - denne konsol skulle røres, ikke ses. Små syv år efter den oprindelige lancering sidder jeg nu og tænker tilbage på maskinens levetid, og hvad, der dengang virkede som et underligt design-miskmask for mig, er nu min absolutte yndlings-håndholdte konsol.
Den efterhånden store DS-familie - fra venstre mod højre: Nintendo DS, DS Lite, DSi og 3DS - DS XL måtte dog ikke få lov at lege med her.
Derfor kunne jeg heller ikke få armene ned sidste år under præsentationen af Nintendo 3DS. Ja, Nintendo havde basalt set "kun" gejlet DS'en op til nye højder med 3D uden briller, forbedret indmad og bevægelsessensor, men fornyelserne er igen overraskende, friske og ganske uventede. I et kort øjeblik sad den 10-årige dreng inde i mig og jublede som en gal, og jeg fik en nærmest Pavlovsk hunger efter mors fiskefingre, som havde hun lige ringet ned til Fætter BR og bedt mig om at komme hjem. Ventetiden på 3DS har derfor været lang, og da jeg en skønne eftermiddag i marts 2011 modtog en mail fra vores redaktør om maskinens ankomst, så var det ikke til at se min røv for bare skosåler - jeg vovede mig straks ud i det danske forår og kæmpede mig gennem sne og slud mod endnu en ny dimension, som jeg kunne fortabe mig i. Bogstavelig talt.
