Total War: Shogun 2

Hokusai Pokusai.

Shogun. Creative Assemblys første spil i Total War-serien var fantastisk for sin tid tilbage i år 2000. Sidenhen har serien både været forbi tiden omkring Romerrigets fald, Europas mørke middelalder og ikke mindst revolutionens Frankrig og en vis aparte megaloman.

Men det var med Shogun, at idéen om Total War som kombination af brætspil og realtime strategi i det hele taget startede, og den fortsatte fascination af samuraitiden og tidsperioden 'Sengoku jidai' (stater i krig) har nu - godt elleve år efter - båret frugt i form af en tidssvarende genfødsel, Total War: Shogun 2. Vi har spillet os op til titlen som shogun og vil her komme med en umiddelbar dom over spillet set ud fra kampagnen.

Enhver der har set en film af Akira Kurosawa ved, hvorfor japansk middelalderkultur er fascinerende. Enhver, der har set Toshiro Mifune agere olm samurai ved inderst inde, at disse æresdrevne krigere havde så meget mere kørende for sig end den gennemsnitlige vestlige, sikket halvfulde, korsridder hældt ned i en svagpisser-rustning af metal i et forsøg på at give ham en følelse af tryghed og kunstig fremdrift i kristendommens vanvids-ekspansion. Men de to religiøse, og moralske, overbevisninger mødes - trods deres fundamentale forskelle - og skaber stadig gnister i Shogun 2, idet vesterlandsk indflydelse af religiøs og teknologisk art spiller en birolle i det store scenarie. Men det store billede er malet op med langt finere penselstrøg og vin brygget på gæret ris og ikke druer.

2

CAs grafikere har lært sig stilarten brugt i traditionelle japanske malerier og træsnit. Respekt.

Det er utroligt svært ikke at falde i svime over produktionsværdierne ved Shogun 2. Det er bare superflot lavet, ikke mindst trukket op af CAs ønske om fuldstændig konsekvent at bære spillet frem via æstetikken fra tidsperioden omkring det feudale Japan, hvilket blandt andet har betydet, at grafikerne har lært sig nye grafiske teknikker til emulering af store japanske kunstnere som Hokusai, Utamaro og Hiroshige.

Hele vejen op gennem spillet gennemsyrer den unikke, rene, flade og skarpe stil pompøs 3D-rendering og et virvar af effekter på en helt igennem symbiotisk måde, man ellers ikke skulle tro lå i kortene for sådan en stilforvirringscocktail.

Også lydsiden brager igennem fra første øjeblik med CAs egne fortolkninger af gagaku-toner og rytmer, komplet med pind plok, fløjte og en konstant dyb bund pauke-rummel. Lydsiden, primært musikken, skaber halvdelen af den intense illusion og tidsrejse det er at sætte sig med Shogun 2 og bare suge den noble buddhistiske kultur til sig og leve sig ind i det rollespil, spilserien mere og mere nærmer sig i genredefinitionen. Rollespillet kigger frem flere gange op gennem en kampagne, ikke mindst gennem dine specialenheder og generalers mulighed for at tilegne sig særlige egenskaber som du selv kan vælge mellem. Mindre fokus på mikromanagement, mere fokus på muligheden for variation og egen spillestil, ikke mindst cementeret via tech-træerne bushido og zen, som du kan handle på tværs af op gennem spillet.

4

Shogun 2 puster liv i fascinationen af det feudale Japan. Detaljegraden over hver af disse naginata-bærere er næsten overvældende, når man tænker på, hvor mange hundrede soldater, hver kamp ofte viser på skærmen.

Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg er vild med det feudale Japan. Jeg var i landet nogle år efter det første Shogun udkom, og her gjorde et besøg til landets gamle hovedstad Kyoto et enormt indtryk på mig. Særligt en tur til et bjergtempel og et museumbesøg og mit efterfølgende dagdrømmeri om japansk middelalderkultur, der omgærdede de noble samuraier, jeg kun hidtil havde oplevet fremstillet gennem film som Ran. Så jeg kan ikke ligefrem sige, at jeg kommer neutralt indstillet til bords ved det digitale kampagnekort. Derimod bliver min fascination af feudal-Japan, samuraier, ninjaer og kulturens meget mere geometrisk udfordrende mindset totalt indfriet, når jeg sidder med Shogun 2. Og det er sådan set lige meget, om jeg sidder og gennemser et ark med takseringsoplysninger for min største by, eller om jeg går i kamp i realtime mode. Indlevelsen er Total, selvom der ikke nødvendigvis skal stå War bagved, hvis du spørger mig.

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!