Dragon Age II

Mangler luft under vingerne.

Tilbage i 1991 lejede jeg filmen "Doc Hollywood" på datidens hotteste medie – VHS. Det er mange år siden, og selvom filmen ikke var særlig god, husker jeg alligevel oplevelsen, som var det i går. Coveret på VHS-kassetten lovede nemlig Michael J. Fox iført sejt suit og raybans i en sprød rød sportsvogn omringet af hotte Hollywood babes med flagrende blonde lokker og struttende attributter. Lige noget for en ung teenager. Men hvad fik jeg så? Jo, jeg fik en fortælling om Michael J. Fox, der på vej til Hollywood kører galt med sin bil i en støvet flække langt ude på bøhlandet. Der forbliver han hele filmen igennem – uendeligt langt væk fra det solrige Californien og de sexede sild.

Lyder fortællingen bekendt? Ja, så er det fordi Pixar også har brugt en lignende ramme for deres animationsfilm Cars. Og nu følger Bioware trop med Dragon Age 2, der på samme måde lover et episk eventyr af dimensioner, men forbliver en klaustrofobisk navlepillende omgang, der aldrig kommer ud over stepperne.

Middelalderbyen Kirkwall er omdrejningspunktet for Dragon Age 2. Udover enkelte afstikkere til afgrænsede bjerg, grotte og strandområder, så udspiller hele spillet sig i en enkelt by. Ja, du læste rigtigt. EN – ENKELT – BY!! Hvor det første Dragon Age Origins bød på et sandt overflødighedshorn af eventyrlige omgivelser i bedste Tolkien-tradition lige fra sælsomme sumpe til majestætiske isslotte, så fokuserer Dragon Age 2 udelukkede på Kirkwall som ramme for sit eventyr. Skuffende.

1

Mød den kvindelige Hawke. Du kan også spille som mand, men det kvindelige stemmeskuespil er bedre. Modsat Origins er det ikke muligt at spille elver, men du kan stadig vælge mellem at være enten kriger, tyv eller magiker.

Valget af én storby som fokus for fortællingen havde for så vidt været okay, hvis byen havde haft samme dragende effekt og visuelle pondus, som f.eks. Batmans Gotham City eller Tolkiens Minas Tirith, men det er langt fra tilfældet. Kirkwall er en visuel dødssejler. Hele byen er holdt i grå, brune og rødlige nuancer, og både banedesignet og hele den arkitektoniske fremtoning efterlader én med en flad smag i munden. Byen mangler sjæl og stemning og består udelukkende af kedelige gråbrune bygninger, der ligner hinanden til forveksling. At du i løbet af de 30-40 timers spilletid bliver tvunget til at besøge de samme bydele, de samme baggårde og de samme huse igen, igen og igen, gør kun spillet til en endnu større visuel skuffelse. Rent arkitektonisk og kunstnerisk er Dragon Age 2 langt under Biowares standard. Og sammenlignet med andre moderne fantasyspil, som det overrumplende Castlevania: Lords of Shadow eller det bombastiske God of War 3, så er Dragon Age 2 rent visuelt en tyndslidt affære, der aldrig giver et selvstændigt bud på en unik fantasy stil anno 2011.

Bedre bliver det ikke, at spillets dungeons genbruges i det uendelige. Har du set en dungeon, har du stort set set alle, og her taler jeg ikke kun om det visuelle look, men også om banedesignet. Ja, Dragon Age 2 bruger simpelthen de samme banedesigns igen og igen uden at skamme sig over det. Det burde de ellers. Hvad i alverden er der gået galt for Bioware, der ellers er garant for visuelt overdådige og varierede rollespils-verdenener? Tag bare mesterværker som Mass Effect 2 eller Star Wars: Knights of the Old Republic, der tryllebinder os med til farverige fjerne galakser.

Svaret kan jeg kun gætte mig frem til, da spilverdenen i højere grad end f.eks. filmverdenen er sovset ind i hemmelighedskræmmerier af en anden verden. Kun sjældent hører vi om spilproduktioner, der er gået helt galt, og endnu mere sjældent hører vi om årsagerne dertil. På filmfronten kan vi nemmere gætte os frem til, om en kommende Hollywoodfilm nu også kan stå distancen – f.eks. hvis filmen har skiftet instruktør flere gange, er blevet sat i produktion uden et færdigskrevet manuskript, eller hvis skuespillere er gået i vrede midt under optagelserne. Den slags nyheder er som regel kun et klik væk på nettet eller en overskrift på sladderbladene.

Kommentarer (5)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!