Eurogamer.dk

Pixeljunk Shooter 2

Hva' lava du?

Nogle spil tager fusen på en. Tag for eksempel det første Pixeljunk Shooter, der for det første ikke er en rigtig shooter i genrens traditionelle forstand. Pixeljunk-serien i sig selv er egentlig en spøjs størrelse. Mærkaten Pixeljunk er et udtryk for Q-Games' helt eget koncept om at lave små spil, baseret på innovative idéer. De første tre spil var hhv. Pixeljunk Racers, Monsters og Eden, alle spil, med deres helt egne koncepter og idéer, og legede med puzzles, tower defence og en spøjs type platform. Det fjerde skiftede atter koncept og kaldte sig selv for Pixeljunk Shooter, selvom der ikke var meget traditionel shooter over det, men snarere en blanding af puzzler, platformer, shooter og andre udefinerbare genrer. Det var så stor en succes, at Pixeljunk Shooter er det første af deres spil, der har fået en egentlig fortsættelse, og Pixeljunk Shooter 2 er en fortsættelse på både godt og ondt.

1

Stillbilleder yder ikke rigtigt spillet retfærdighed. Her ser vi for eksempel en af banernes indbyggede megalasere rydder vejen frem. Ikke for at hjælpe dig, men mere fordi at intet skal føle sig velkomment under planetens overflade.

Uden at afsløre for meget, så slutter Pixeljunk Shooter med lidt af en cliffhanger, og 2'eren fortsætter, lige hvor det første slap, og de to spil er da også ret ens. Du styrer et lille rumskib rundt inde i midten af en planet i et forsøg på at befri de overlevende, der er fanget dybt inde i planetens indre.

Undervejs støder du på forhindringer, som planetens fjendtlige dyreliv, enorme lavasøer og drabeligt maskineri, men der er hjælp at hente i form af opgraderingsstationer, der gør dig i stand til at skyde med vand eller lava, eller vender magnetismen i dit skib, så du frastøder den magnetiske væske, der findes i kubiklitervis rundt omkring i planetens indre. Det hele er fremført i en flad og charmerende stilart, og udnyttelsen af fysiksystemet med henblik på styring af rumskibet og væsker/gasarter er fremragende og føles helt rigtig.

Hele essensen i Pixeljunk Shooter-spillene er at redde de mange overlevende, mens man bekæmper de fjendtlige elementer i spillet. Fjenderne er en ting, men de er nærmest bare et pyntet irritationsmoment i forhold til planetens indre, der er den virkelige modstander. Rundt om hvert eneste hjørne lurer der nemlig enorme lavalaviner, store vandmasser, eksplosive gasarter, dystert mørke og ætsende syre. Hvert eneste område, der igen består af tre baner, tillader, at fem overlevende går tabt under redningsaktionen, hvilket kan ske på et utal af måder. Alle overlevende er vandtætte, men kan dø af både lavastrømme, fald fra højder og dine egne skud. Det er ikke overvældende svært, men der er alligevel noget udfordring i at se, hvad der nu sker, når man lader lavastrømmen slippe fri, for spillet er god til at komme med små overraskelser fra tid til anden, og du ved aldrig helt, hvordan en bane reagerer på din tilstedeværelse, før du er på vej mod udgangen med lava langt oppe i udstødningen.

PixelJunk Shooter 2 - Gameplay

Du kan hverve en ven til at hjælpe dig, hvis der dropper en forbi, og du har en ekstra controller, men spillet er som sådan kun gearet til én, så det er ikke fordi, der er meget ekstra at komme efter, medmindre en af spillets sekvenser er for svært, og det er rart lige at have en ekstra spiller i baghånden. Online kan der kun spilles mod andre, noget helt nyt i Pixeljunk Shooter-universet. Den ene spiller er den forsvarende, og skal beskytte sine små mænd mod ikke at blive bortført, mens den anden skal indsamle så mange af de små, rumdragtspåklædte mænd som muligt. Succes på spillets rangliste låser op for nye spændende dingenoter, der giver spillet en smule ekstra farve.

2

Mørke er et af Pixeljunk Shooter 2's nye elementer, og her gemmer der sig en helt ny form for trusler.

Pixeljunk Shooter 2 er på mange måder ligesom Pixeljunk Shooter. Der er flere ting at opleve, og spillet er en smule større – men det føles alligevel ikke helt lige så godt som det første spil. Måske er det, fordi nyhedsværdien er forsvundet lidt, men det burde de nye elementer rette op på...

Ikke desto mindre, så var Pixeljunk Shooter fantastisk, og det er Pixeljunk Shooter 2 sådan set også – måske ikke lige så skinnende og nyt og langt mere shooter end det første... men stadig med en masse timers underholdning. Klart et af de bedste køb på PlayStation Network lige for tiden, så lad endelig ikke titlen afskrække dig, hvis du ikke er typen, der gider shooters. Pixeljunk Shooter 2 er så meget mere end bare et skydespil – det er sjovt, udfordrende og forunderligt.

7 / 10

Pixeljunk Shooter 2 Jacob Herold Nielsen Hva' lava du? 2011-03-11T11:27:00+01:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...