Assassin's Creed: Brotherhood - The Da Vinci Disappearance

Efterbilleder.

Hvad end man synes om den moderne DLC-trend og mikro-transaktioner, er de store udgiverhuse opsat på at forlænge varigheden af deres spil, og forhindre folk i at smide dem lukt tilbage til Gamestop. Det er der heller ikke noget galt i, men vi mangler en fælles standard for konsistensen og naturen for disse mindre udvidelser, og resultaterne er mildest talt blandede.

Det er derfor rart, når udviklere får lov til at producere noget mere væsentligt end nye hatte. At udvide deres titler på måder, som de måske ikke kunne få implementeret til lancering, og som rent faktisk er betydelige opgraderinger, der kan formindske ventetiden til deres næste store projekt.

Ubisoft gjorde forsøget i Assassin's Creed 2 med "The Battle of Forlì" og "Bonfire of the Vanities", men disse var tydeligvis afskårne kapitler, der nok skulle have været i spillet fra starten, og som blev fjernet, enten fordi de ikke var færdige, eller fordi de ganske enkelt ikke var gode nok. For det var de heller ikke.

Nu er The Da Vinci Disappearance landet til PS3- og Xbox 360-versionerne af Assassin's Creed Brotherhood, og det er med det samme klart, at det er en noget mere imponerende indsats fra Ubisoft. Pakken koster omkring 75 kr.- og indeholder et nyt "memory" i form af ti missioner, samt to nye multiplayertyper og nogle flere figurer.

1

Med på en kigger i Da Vincis imponerende værksted. Flyvemaskinen fra hovedspillet ses i baggrunden. Men der er noget galt...

Historien finder sted umiddelbart før slutningen af den normale kampagne og omhandler kunstneren og videnskabsmanden Leonardo Da Vincis pludselige kidnapning af en mystisk sekt, der dyrker Hermetisme. Som Ezio skal man nå til bunds i mysteriet ved at følge et sæt ledetråde, som Leonardo har gemt i sine malerier - men først skal man finde dem.

Selve historien afslører et par nye hemmeligheder i den overordnede mytologi, og der er endda et par meget korte hentydninger til Desmonds skæbne efter slutningen på Brotherhood. Det er et interessant sidekapitel, der sætter Leonardo og hans værker i fokus uden at virke ligegyldigt eller umotiveret.

Missionerne rækker over Assassin's Creeds sædvanlige portfolio - en blanding af platform, stealth, åben kamp og mord. De genopfinder ikke formularen, men de er designmæssigt velkonstruerede og føles unikke frem for at være gentagelser af gammelt indhold. Historien er dog rimelig hurtigt overstået, selv med gennemførelse af bonus-kriterierne, men singleplayer indholdet omfatter så også kun halvdelen af pakken.

Foruden de fire nye karakter til multiplayerdelen, der blot er æstetiske tilføjelser, findes der et nyt kort og to nye spiltyper. De er begge beregnede til de mere hardcore spillere, der allerede er fortrolige med spillets regler og nuancer. "Assassinate" er en slags deathmatch, hvor alle er mod alle, og man ikke leder efter et specifikt mål. Man skal identificere andre spillere og låse fast på dem med L-knappen, før man overhovedet kan slå til.

AC: Brotherhood - The Da Vinci Disappearance - Trailer

Det samme gælder for "Escort", hvor man som et hold enten skal forsvare eller myrde en statisk NPC, der bevæger sig gennem en fastlagt rute. Jo flere checkpoints han bevæger sig igennem, jo flere point får forsvarerne. Denne spiltype prioriterer en god holddynamik, hvor man har rådighed til at være kreativ og lægge sig i baghold, da det andet hold er forbeholdt deres eget regelsæt.

Bagsiden er så, at begge spiltyper kræver DLC-pakken, og det kan derfor tage forholdsvist lang tid at komme ind i kampene. Men da de hovedsageligt er beregnete til de mere hardcore spillere, er det svært at bedømme, om frit spil ville ændre situationen drastisk.

The Da Vinci Disappearance er en fornuftig pakke, der er lidt for hurtigt overstået. Er man ikke interesseret i multiplayerdelen er det måske en lidt sværere pille at sluge, men kvalitativt tegner det alligevel godt for den fortsættende udvidelse af Assassin's Creed.

7 / 10

Læs om vores karaktersystem Assassin's Creed: Brotherhood - The Da Vinci Disappearance Anders Høvring Hansen Efterbilleder. 2011-03-11T10:46:00+01:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!