Cities In Motion

Tog til tiden?

Kender I det, at man fra første gang, man starter et spil op, kan mærke, at man her sidder med en titel, der er lavet med kærlighed. En lidt udefinerbar fornemmelse der rammer én, allerede inden man har sat sig i gang med at spille en eventuelt tutorial eller første mission. Ligesom om at der bare er kælet lidt ekstra for detaljerne, end det egentligt er påkrævet.

Jeg har spillet og anmeldt spil i mere end 10 år, og der er da den mulighed, at ovenstående "spider sense" er noget unikt for mig. Ikke desto mindre er det uhyggeligt sjældent, at fornemmelsen tager fejl, selvom jeg selvfølgeligt skal skynde mig at sige, at jeg før har set elendige menuer til geniale spil – og omvendt.

Cities in Motion gav mig fornemmelsen. Ikke fordi menuen er overvældende fedt lavet, eller fordi introduktionsmusikken – som forresten passer uhyggeligt godt til titlen i det hele taget – var specielt god, men mere fordi tingene i samspil skabte en stemning af hygge og kvalitet. En stemning som et spil ikke bare opnår gratis, men som kræver, at udviklerne har taget sig tiden til ikke at gøre tingene halvt.

1

Interfacet er simpelt og nemt at gå til.

Og hvad er Cities in Motion så for en størrelse? Tjoh, forestil dig barnet til forældrene ved navn "SimCity" og "Transport Tycoon", og du vil have et meget godt indre billede af, hvad du har i vente, når du giver dig kast med denne titel. Spillet går nemlig ud på, at du skal skabe et transportsystem i en række større europæiske byer, nærmere bestemt Berlin, Helsinki, Wien og Amsterdam. Ligesom i Transport Tycoon har du adgang til flere forskellige befordringsmidler, der i CiM indbefatter busser, sporvogne, helikoptere, vand-taxier og undergrundsbaner. I modsætning til Transport Tycoon begrænser dit transportsystem sig dog til en enkelt by i CiM. En by der til gengæld tilbyder en så høj grad af kompleksitet, at du vil finde rigeligt med udfordring fra første mission i kampagnen.

Cities in Motion - Launch trailer

Kampagnen når du til efter en kort og veldrejet tutorial, der på en simpel måde beskriver, hvordan du kommer nemt i gang med at lave og ændre ruter til dine forskellige transportlinjer. Kort fortalt består byerne af et komplekst vejnet, der er "beboet" af en lang række computerstyrede biler og mennesker. For at starte en rute skal du første beslutte dig for, hvor dine stoppesteder skal være, og hvilken form for transport du vil bygge. Efter du har bygget dine stop, er det tid til at plotte dem ind i din ruteplan i den rækkefølge, du gerne vil have dem, og når du har valgt dit første stop igen til sidst på ruten, er dit "loop" fuldendt, og herefter er det bare at købe de maskiner, der skal køre på ruten og så ellers se om dine stop er placeret strategisk godt. Har du valgt at bygge en sporvognsrute eller en metro, kræves der naturligvis også udlægning af skinner, hvilket forløber lige så nemt og smertefrit som placering af dine stoppesteder.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!