Fight Night Champion

Stikker som en bi.

I mediebilledet er EA Sports' bokseserie ikke det mest bombastiske af sportsspillene.Folk vil hellere have fodboldmål, touchdowns og ishockeystave frem for en lige højre, når man tolker salgstal og månedsranglister. Og trods sin årelange tilstedeværelse på Playstation- og Xbox-konsollerne må det siges at være en hård kerne af især onlinespillere, der udgør tilbederne af Fight Night.

Seriens fans vil betragte dette som synd og skam, for lige siden sin next-gen-debut med Fight Night Round 3 har titlerne præsenteret dyder, der burde udgøre kernen af enhver sportsserie. Ingen årlige, faste udgivelser alene for at presse overskudsgraden, men i stedet to års udviklingstid mellem hver titel, så længe det kan sikre nye milepæle hver eneste gang.

Sådan er det også gået i år. Fra at have velintroduceret formularen i Fight Night Round 3 med next-gen-grafik og medrivende kontrollayout har udviklerne nu cementeret seriens stil, dens tempo og mulighederne for at skabe et langsigtet online-community. At spillet samtidig introducerer en fem-seks timer lang singleplayerkampagne viser blot, at der netop har været tid til at nyudvikle og frem for alt færdiggøre funktioner uden det præg af beta-test, som visse nyskabelser i FIFA og Madden giver.

I denne singleplayerkampagne møder du hovedpersonen Andre Bishop, der igennem en historie om succes, forræderi og fugl-føniks-genoprejsning genopfører samtlige temaer og træk fra Hollywoods' boksefilm. Du finder korrupte promotorer, dæmoniske White Pride-kæmpere, aldrende trænere og en godhjertet, dumdristig bokser, der forsøger at vride sig fri af underklassetilværelsen i Philadelphia. Der er lidt Raging Bull, lidt Million Dollar Baby og en pokkers masse Rocky over plottet, der buldrer med klichéer i en sådan grad, at det kun kan være en hæderserklæring frem for tumpet tyveri. Præcis som med Rocky opnår du empati med hovedpersonen, og alene det er et succeskriterium.

Med stor snedighed fungerer singleplayerkampagnen som én lang introduktion til spillets gameplay og særligt de taktiske elementer, som du øjeblikkeligt bliver afkrævet forståelse for og kontrol over. Nok kan du vinde de første to kampe ved at trykke på tilfældige knapper, men straks herefter tvinges du til at lære mekanikken, når hver modstander repræsenterer skiftende styrker og svagheder. I ét tilfælde skal du kæmpe mod en modstander, der kan slå dig i gulvet med ét højreslag; i et andet kæmper du mod en bokser, der forsvarer sig de første to minutter og herefter brænder alt krudtet af med utallige slagserier. I helt tredje tilfælde skal du sågar kæmpe med en brækket højre hånd.

1

Det er ikke animeret. Det er real-time.

Fælles for alle tilfældene er genialiteten i, at du med pisk og gulerod lærer at beherske mekanikkerne uhyre hurtigt. Du lærer forskellene på ansigts- og kropsslag, undvigemanøvrer og udholdenhedsstrategi, og som kendt i serien mærker du hurtigt, hvordan man har erstattet Street Fighter-mekanikken, hvor hvert specifikt angreb har ét specifikt modsvar, med mere generelle takter. Når du blokerer, blokerer du samtlige slagmuligheder, og gennem disse justeringer er der rum til at prioritere taktikken for en hel kamp frem for en enkelt omgang. Det betyder alverden, for du kan langt bedre prioritere dine muligheder. Du kan vælge at brage igennem og håbe på knockout i de første runder, eller du kan udtrætte modstanderen med kropsslag, indtil du nådesløst hamrer hans øje til blods i 10. omgang.

På denne måde oplever man, at et i forvejen dybt koncept bliver endnu bedre. Fight Night Champion bevarer nemlig sin blanding af skulderknapper og styrepinde som kontrolinstrumenter, når du hhv. blokerer/undviger og vælger bestemte bevægelses- og slagretninger. Forskellige retninger på højre styrepind indikerer jabs, hooks og uppercuts, og disse dynamiske bevægelser river dig med i rytmen langt mere end enkelte knaptryk nogensinde ville kunne.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!