Killzone 3 Anmeldelse

Call of Duty: Black Ops. Fordømt! Nu fik jeg nævnt Black Ops allerede i anmeldelsens første linie. Havde egentlig håbet, at jeg kunne holde referencerne til Activisions milliardslugende mastodont til et absolut minimum i min anmeldelse af Sonys egen FPS-gigant Killzone 3. Black Ops har fået mere end rigelig omtale, siden det udkom i november, og er langt fra den evolution af FPS-genren, som vi gamere fortjener, men efter at have gennemført Killzone 3, står det soleklart, hvor stor indflydelse Call of Duty fænomenet har for nutidens FPS spiludvikling. Black Ops har kastet en stor sort skygge over sine konkurrenter, og Killzone 3 burde simpelthen have fået undertitlen – Call of Helghast.

Killzone 2 var en ener. Det videreførte den simple, men effektive designstrategi fra det føste Killzone spil. Mærk våbnets tyngde i dine hænder, mærk den møgbeskidte krig og mærk dine overlegne fjenders strategier og konstante pres fra alle fronter. Især den første halvdel af Killzone 2 perfektionerer denne vision. Du følte dig virkelig som en soldat midt i helvedes forgård – på vej gennem Helghast-styrkernes rustne metalliske højborg. Det var beskidt, grumt og forbandet effektivt fremstillet. Du var vitterlig en soldat, der mod alle odds trampede sig målrettet frem i det mudrede inferno, og fjenderne var utrættelige og dødbringende – både alene og i grupper. Der var kort sagt dømt FPS krig, som vi sjældent har set det før eller siden på konsollerne. Meget langt fra de "Tivoli-skydetelts-scenarier", som Black Ops perfektionerer med sine horder af uintelligente fjender, der løber direkte ind i din uendelige regn af kugler.

1/25 Billedgalleri

Forrige Næste Se alle ▸

Heldigvis er Helghast-soldaterne ikke blevet helt Black Ops-dumme i Killzone 3, men spillets design indsnævrer ofte deres muligheder for at agere så intelligent og strategisk, som de kunne have gjort. Helghast-styrkerne er i langt større grad kanonføde, end tilfældet var i Killzone 2, hvilket skuffer, samtidig med at det gør Killzone 3 meget mere tilgængeligt for et bredere mainstream publikum, der lever og ånder for Black Ops. Call of Duty indflydelsen har gjort sit indtog på godt og ondt.

De røde øjne! I spillets start får du mulighed for at beskue Killzone-verdenen med Helghast-øjne, men desværre får du ikke lov at spille en hel mission fra den synsvinkel. En oplagt mulighed, der desværre aldrig bliver fulgt til dørs i singleplayerdelen.

Tre afgørende faktorer adskiller Killzone 3 fra Killzone 2 & 1 og gør hele spiloplevelsen mere Call of Duty agtig. For det første har våbnene ikke længere helt samme tyngde. De er alle blevet lettere og nemmere at manøvrere rundt med. Desuden er det muligt at rende rundt med tre skydevåben hele tiden.

I Killzone 2 kunne du kun bære et stort våben – f.eks. maskingevær eller bazooka og så et mindre skydevåben - som en pistol. I Killzone 3 har du ofte adgang til tre skydevåben: pistol, maskingevær og et af spillets utroligt effektivt sci-fi våben. F.eks.et gevær, der kan skyde med energikugler, og som får Helghast-soldaterne til at eksplodere. Flot og drabeligt ser det ud, men det gør også spillet langt mere generisk med fokus på run-and-gun gameplay, hvilket tidligere sjældent har været Killzone-stilen. Du er ikke længere en soldat blandt andre soldater. Du er Rambo med flere våben, end godt er.

Det er præcis så actionman-dumt, som det ser ud til. Hovedpersonen Sev er blottet for personlighed og er kun kendetegnet ved sin malplacerede strithårsfrisure og hang til gigantiske kanoner med alt for meget ammunition. Kaboom!

Samtidig er der på de fleste baner adgang til flere uudtømmelige ammunitionsdepoter, hvilket kun øger fornemmelsen af at være en regulær dræbermaskine, der kan klare alt og alle. Ofte var min strategi simpelthen at løbe frem og tilbage mellem ammunitionsdepoterne og genlade min ultimative dommedagsriffel, som Helghast-soldaterne ingen chance havde imod. Sjovt i små doser, men ærlig talt langt fra den beskidte lad-alle-kugler-tælle-oplevelse, som tidligere Killzone spil har lagt for dagen. Enkelte elementer i styringen er dog blevet bedre og mere intuitive. F.eks. fungerer cover-mekanikken langt bedre i Killzone 3, og at du samtidig kan glide ind i cover, mens du løber, gør det kun mere effektfuldt og Gears of War agtigt på den fede måde.