Diablo III male Demon Hunter afsløret

Minder om Trent Reznor. Info, film og billeder her.

Den mandlige Demon Hunter er den seneste tilføjelse til sortimentet af spilbare karakterer i Diablo III, kan Eurogamer i dag afsløre efter en eksklusiv præsentation hos Blizzard.

Ligesom den kvindelige modpart, der på spektakulær vis blev afdækket ved Blizzcon sidste år, er han en våben-baseret karakter, der nedlægger sine fjender på afstand.

"Demon Hunter er en klasse, hvor du får lov til at udfolde dig selv helt ude på kanten", blev vi fortalt af spillets art director Christian Lichtner. "Vi har at gøre med en klasse, der ved ting om dæmoner, som ingen andre klasser ved. De forstår den konflikt, Sanctuary er i - de indser, at det er en kamp imellem himmelen og helvede."

Lichtner forklarede, at udviklingsholdet sigtede efter et veltrænet, overskyggende udtryk, der ville passe til sådan en dunkel, gådefuld person.

"Den kvindelige Demon Hunter er åbentlyst en hel del mere sexet. Manden? Joeh, han er mere Clint Eastwood-typen. Han er dyster og lunefuld - den slags person du ikke vil støde på i en mørk gyde."

"Han er helt klart den mest stilede af vores karakterer," tilføjer senior designer Jason Bender. "Han er meget moderne anlagt, når det kommer til det. Jeg kommer til at tænke lidt på Trent Reznor, når jeg kigger på ham."

Ifølge Lichtner prøvede designholdet en hel del forskellige udseender, mens de arbejdede sig hen imod den elegante, adræte dræbermaskine, du ser nedenfor.

"Da vi først begyndte at diskutere den mandlige Demon Hunter... var han tidligt i forløbet mere Ranger-agtig. Han lignede Aragorn fra Lord of the Rings," forklarer Lichtner. "Det var meget lige til og en korrekt fortolkning, men der var ikke rigtigt noget spændende ved det, så vi tilføjede lige et lille twist."

"Vi eksperimenterede med et mere støvet og eksotisk look - sådan med inspiration fra Mellemøsten - og ikke engang dét virkede særligt godt. Jeg tror endda, vi gav ham knive i hver hånd på et tidspunkt."

I bedste Blizzard-stil er den mandlige Demon Hunters endelige udtryk resultatet af at blive ved med at arbejde på det, indtil den sidder lige i øjet.

Mere om Diablo III

"Jeg tror, det ville overraske folk, hvis de vidste hvor meget omtanke og design, der bliver lagt i hver klasse i Diablo III," tilføjer Dichtner.

"Som et resultat af dette, både på den mandlige og kvindelige side, snakker vi med medlemmer af begge køn for at finde ud af, hvor tiltalende hver klasse er for dem. Vi vil gerne sikre os, når vi laver de kvindelige klasser, at de ikke er overdrevent objektificerede. Her er der ikke tale om de sædvanlige high fantasy-karakterer."

"Med mændene er det den samme tanke. Vi vil have, at karaktererne skal være troværdige, og man skal få følelsen af, at de har en ægte baggrund, at der er noget kød på dem."

Hermed afsluttes listen over tilgængelige klasser i den længeventede efterfølger til action-RPG:ets konge. Der er både kvindelige og mandlige udgaver af Monk, Barbarian, Demon Hunter, Witch Doctor og Wizard at vælge imellem.

Der er dog stadig ingen præcis dato på, hvornår du får lov til at lege med dem allesammen. Blizzards overhovede Rob Pardo sagde i sidste uge, at en udgivelse i 2011 var målet. Imens antyder Activitions CFO, Thomas Tippl, at vi senest får spillet på hylderne i 2012.

Indtil da kan du læse vort preview af Diablo III samt et interview med chefdesigner Jay Wilson, som giver et dybere indblik i Blizzards omfattende designproces af deres måske mest eftertragtede spil nogensinde.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.