Magicka

Dunka dunka.

Der skal ikke mere end syv svenskere til at lave noget, der er magisk. Det er Magicka et enestående eksempel på. I Magicka blandes en lillebitte smule af Diablo med en overordnet puzzle-struktur og referencer fra Monty Python, Star Wars og andre lignende popkulturelle fænomener. Der smøres tykt på, og resultatet er et uselvhøjtideligt, meget lidt seriøst, og til hver en tid hylende morsomt spil i en spøjs hybrid af puzzle, adventure og action.

Du er troldmand og tilsyneladende verdens eneste mulighed for redning. Troldmandslauget har for travlt med at feste igennem, mens orcer, gobliner og det, der er værre, truer med at river de omkringliggende byer i småstykker. Udsendt af den blege Vlad, overhovedet for magikerne og bestemt ikke en vampyr, er målet at finde frem til årsagen til det kaos – en rejse, der indeholder alt fra afskyelige snemænd og maskinegeværer til tidsrejser og malplacerede citater.

Det mest iøjnefaldende ved Magicka er magisystemet, der er et gennemgående puzzle-element i spillet. Fra starten af er der adgang til otte forskellige elementer med hver deres karakteristika, og op til fem af disse kan kombineres ad gangen, og det er dér magien opstår. Med de rigtige kombinationer kan man skabe kugler af ild, stråler af vand, skjolde, der reflekterer og beskytter mod angreb, og auraer, der giver immunitet over for specifikke elementer.

Magicka - Trailer

Et par af elementerne danner tilmed nye elementer, når de kombineres; vand og ild skaber fx damp, og vand og kulde skaber is, og flere muligheder åbner sig. Ligeledes har flere af elementerne et element med en modpol, og kombinerer man dem, bliver magien langt farligere. En fjendtlig dværg kan for eksempel sløves med en solid stråle af kulde, men er han samtidig våd, lukkes han inde i en blok af is, som er ekstra sårbar over for fysiske angreb.

1

Den rette kombination kan redde dagen... og ødelægge den. Læg mærke til hvordan en af spillerne (de kutteklædte) elegant svitser en håndfuld våde gobliner... alt imens han tager livet af sine medspillere.

Gennem spillet kan der findes bøger, der åbner op for mere specifikke kombinationer, og her bliver der mulighed for at lave regnvejr, snestorm, lynnedslag, bølger af ild og meget, meget mere. Det er nemt at få nogle få favoritter, der kommer til at ligge i fingrene, men udviklerne har tænkt på det hele, og flere af spillets fjender eller fjendtlige elementer, er forberedte på de mest populære kombinationer.

Netop som du får lynnedslaget, vil nogle af fjenderne have en aura, der gør dem immune over for elektricitet, mens andre senere ikke er blege for at gøre dig våd eller fryse dig ned, for at sætte en stopper for din fremgang.

Senere i spillet skal der endda tænkes kreativt, for dér bliver spillet direkte uretfærdigt – noget som ikke hjælpes på vej af de mange fejl eller spillets lidt bøvlede save-system, der tvinger dig til at gennemføre et af kapitlerne, før din fremgang bliver gemt.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!