Mario vs. Donkey Kong: Miniland Mayhem

Scorekongen Mario

Egentlig burde Donkey Kong være skurken. Den store kærlighedshungrende abe stjæler jo Marios kæreste Pauline for øjnene af den kære blikkenslager allerede i introfilmen til spillet! Men hov, der er noget, der ikke stemmer. Hedder Marios kæreste ikke Prinsesse Peach?! Hør, der er noget råddent i Svampe Kongeriget!

Mario - den scorekarl - satser altså på flere kvinder på én gang! Han er den virkelig slemme fyr i denne sammenhæng. Langt mere udspekuleret end den godmodige Donkey Kong. Tænk, at det skulle gå så galt for den joviale italienske blikkenslager. Gad vide, hvad Prinsesse Peach ville sige til det. På den anden side ville det også være utænkeligt, at en så celeber spilstjerne som Mario altid holdt sin sti ren, jeg mener, en så stor megastar må jo få fristende tilbud, hvor han end hopper hen. Men lad det nu ligge...

Faktum er, at Mario vs. Donkey Kong spilserien har sine rødder i det helt klassiske Donkey Kong spil fra 1981, hvor Mario skulle redde brunetten Pauline fra abekattens favntag. Med andre ord var det før Prinsesse Peachs tid, da hun først kom ind i Marios liv fire år senere. Men det vil altså sige, at det var Peach, som Mario var Pauline utro med! ..men som sagt, lad det nu ligge.

1

Mario vs. Donkey Kong serien, hvoraf det nye Miniland Mayhem er det fjerde skud på stammen, er en solid blanding af old school Donkey Kong gameplay og puzzle-elementer fra store puzzleklassikere som Lemmings, The Lost Vikings m.fl. Missionen er, som i det klassiske Donkey Kong spil, at du skal redde Pauline fra den store stygge abe. Det gøres ved at løse den ene puzzlebane efter den anden, der naturligvis stiger i både sværhedsgrad og kompleksitet.

De første par verdener i spillet er den rene barneleg og tjener til formål at introducere dig for spillets mekanikker, men senere bliver det hårrejsende svært, og alle de små grå kommer på arbejde i spillets udfordringer.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!