I sidste uge var den kvindelige japanske producer på Virtua Tennis 4, Mie Kumagai, i København for at demonstrere spillet for den nordiske presse. Der var samtidig mulighed for at prøve spillet på Xbox 360, PS3 og Wii.
Vi talte kort med Kumagai efter at have prøvespillet de to HD-versioner – sorry, men Wii stod helt ovre i den ene side på et sub-HD TV og så bare helt igennem forladt ud allerede fra starten. Der stod kun en lille åbenbart kendt dreng på måske syv år med vandkæmmet hår og spillede nogle irriterende mini games, som åbenbart også er med i spillet. Ret uimponerende. Interviewet med Kumagai kan du læse længere nede på denne side.
Først og fremmest føles VT4 på nuværende tidspunkt som et temmelig færdigproduceret spil. Derfor kunne man måske også kalde dette for et mini-preview af spillet, selvom en halv time på banen i den sammenhæng ikke er alverden.
Men vi fik da afprøvet forskellen på Move og almindelig controller. Som styreform sætter de dig begge overfor samme spilskærm, men resultatet er reelt, at du kan spille Virtua Tennis 4 som to helt forskellig spil – det indlevende, halvsimulerende party-spil med en Move-pind i hånden og den klassiske, fintfølende og helt igennem taktiske version af digital Tennis.
Ahhh. Gode gamle Virtua Tennis er tilbage – her set fra den mest behagelige spillervinkel på trods af forsøget med kombineret førstepersons/tredjepersons-dynamik med Kinect og Move.
Det er i den sammenhæng måske lidt sjovt at tænke på, hvor lidt visionen om, hvad der gør et spil sjovt, har rykket sig, siden man sad i en sofa foran et sort-hvid TV og drejede på en knap for at rykke sit bat op og ned på skærmen i Pong. Vi spiller stadig tennis i dag, og det handler stadig om at nå hen til bolden og, med lidt held, forsøge at sende den retur over midten med bare en lille intention om ikke at spille modstanderen bolden som en gave.
Virtua Tennis 4 er ret intenst med Move og eventuelt 3D-briller på, hvis man ellers kan holde dem på næseryggen og i øvrigt godt kan holde de kropslige væsker indenbords efter fem minutters høj sø. Men det er mere en kamp end et spil. Kumagais designhold har fundet frem til, at en form, hvor spilleren foran skærmen ikke selv styrer spilleren inde bag skærmen til siderne, men derimod godt kan registrere et ønske om at komme tæt på nettet ved at træde frem mod PS Eye, var den bedste måde at lave den bevægelsesstyrede del af spillet på. "Det er jo ikke alle, der har en stor tennishal at stille spillet op i", forklarer Kumagai.
Men muligheden for at vælge i spillets indstillinger, at man selv vil styre spilleren, er derimod ikke med. Det kunne vel ellers laves sådan, at man styrede spillerens gang på banen med styrekorset i den anden hånd? Men Kumagai synes helt igennem sikker på, at dette er måden, det skal gøres på. Slutresultatet bliver et spil, hvor man umiddelbart svinger og rammer – følelsen af, at der på det punkt skal meget træning til for overhovedet at komme op og tangere nogenlunde kontrol og muligheden for at have en plan, er derimod utroligt stærk. Fornemmelsen af Virtua Tennis 4 med Move er efter denne korte session meget svag, desværre for både Move og Virtua Tennis 4. Man kan reelt set stå helt stille og holde Move-pinden ud for hoften og bare vippe med håndleddet - en lille sejr til præcisionen i Move, trods alt. Jeg fik adskillige server og stilfulde returneringer over nettet på den konto. Men jeg kan ikke se potentialet i, at Move skulle kunne erstatte eller være bedre end den analoge controller, specielt ikke når jeg ved, hvor præcist VT4 kan spilles med denne.
Virtua Tennis 4 - Gameplay
Det er nemlig med controlleren, at Virtua Tennis altid har brilleret, og sikkert også her, de fleste vil ende. Der er egentlig ikke så stor forskel rent spilteknisk mellem dagens version og VT, som det tog sig ud på Dreamcast for 10 år siden, men selvfølgelig gør nutidens HD-konsoller underværker for grafikken, skærmopdateringen og i det hele taget det store indhold på spilskiven i forhold til ældre lagringsmedier. Jeg havde før presseshowet ikke spillet VT siden Dreamcast, men følte mig straks hjemme og indenfor velkendte rammer med en nogen nær identisk styring. Det er jo i bund og grund et veldrejet stykke sport, og selvom jeg aldrig kunne finde på at sidde og se Wimbledon på TV, og i øvrigt heller ikke fandt det særligt informativt at se på Caroline Wozniackis tennispartner stå og demonstrere spillet med en engelsk kopi af Federer i Farum Tennisklub, virkede VT4 solidt og fuld af interessante mål at nå i karrieredelen. Og så er sportsspil med online jo blevet moderne, og på den front ser VT4 ikke ud til at komme til at halte.
Der er dog et par fornyende elementer i Virtua Tennis 4, som vi ikke har set i tidligere spil i serien. Blandt andet er der nu en Match Momentum bar øverst på skærmen inde bag spillerens navn. Den stiger for hver gang du gennemfører et slag uden at ramme udenfor banen eller i net. Når denne bar er helt fyldt, kan du lave et Super Shot, som reelt set bare er sindssygt hårdt smash vist i slow motion, og som modstanderen får svært ved at svare igen på. Hvert Super Shot er angiveligt unikt per spiller.
Kumagai fortalte også om elementer af rollespil, hvor man i karrieredelen nu skal sørge for sin spillers image og popularitet ved eksempelvis at deltage i velgørenhedskampe, som selvfølgelig ikke giver så mange penge på kontoen. Der bliver også mulighed for at mingle med sine fans og rigtig lege folkehelt – alt sammen i kampen om at fremstå både så menneskelig og så perfekt som muligt i kampen om at blive verdensstjerne. Hvor meget det egentlig kommer til at betyde for selve karrieren, ved jeg ikke, men at det kan være lige meget på banen, er vel rimeligt at antage – med mindre publikum ender med at kunne påvirke indholdet af ens Momentum Bar eller teknik. Det kunne være lidt sjovt.
Derudover, og igen på det mere overfladiske plan, lover SEGA muligheden for på ganske dyb vis at vælge sin spillers positur og animationer. Så, præcist som med mange andre moderne gengangere af klassiske spil, er det først og fremmest det visuelle makeover, der driver værket, frem for en dybere tilgang til gameplayet. Virtua Tennis 4 ser dog ikke ud til at mangle noget på nogen af fronterne. Men det kræver en interesse i spiltypen – og for mit vedkommende en at spille med. Her er tennis heldigvis et af de få spil, der kan nydes på samme maskine og skærm, uden at man forkrøbles af splitscreen. Flere af dem, tak!
