Eurogamer.dk

The Sly Trilogy

Med på en sniger.

Jeg var nok en af de få, der havde det lidt ambivalent, da Sony i sin tid annoncerede 'Infamous' til PS3. På den ene side glædede jeg mig til det, da jeg elsker superhelte-tegneserier, og spillets præmis virkede cool, men på den anden side vidste jeg, at produktionen af 'Infamous' betød, at der ikke kom noget nyt Sly Cooper spil fra udvikleren Sucker Punch lige med det samme.

Selv efter at det første Infamous var udkommet, og der blev annonceret en fortsættelse, var der stadig tavst som graven omkring et nyt Sly spil. Havde Sucker Punch og Sony fuldstændig glemt en af PlayStation 2 æraens mest charmerende helte? Den listige gavtyv Sly Cooper, vaskebjørnen med planer, der gjorde selv Egon Olsen og hans samling af hundehoveder og hængerøve til skamme. Det så sådan ud – lige indtil The Sly Trilogy dukkede op på spilradaren som et lyn fra en klar himmel. Hurra!

Efter succesen med at genudgive God of War I & II i HD deluxe redux special edition boxset til PS3, så fik Sony travlt med at lede i gemmerne efter flere gamle spilhits, der havde potentiale til at sælge stort til PS3. Valget faldt ganske klogt på de tre Sly Cooper spil, og senere på året får vi også glæde af HD udgaver af de mesterlige japanske PS2 klassikere Ico og Shadow of the Colossus. Kræs for kendere.

4

Sly, Bentley og Murray – sammen igen.

Sly Cooper spillene er uden sidestykke mine personlige favoritplatform-spil fra PS2's velmagtsdage. Jeg ved godt, at både Ratchet & Clank og Jak & Daxter serierne er langt mere succesfulde, men de er også i højere grad målrettede gamere, der må og skal skyde med store tonstunge våben i alt, hvad de spiller. Bevares, både Ratchet og Jak spillene er med rette klassikere og god underholdning, men begge serier har også haft perioder, hvor de i den grad har nedprioriteret det klassiske platform-gameplay til fordel for gigantiske eksplosioner og i Jaxs tilfælde påtagede dystre emo-attituder. Det stik modsatte er tilfældet med Sly spillene. Her er der altid fest og farver – uden at det bliver hysterisk og plat.

Sly Cooper er klassisk pangfarvet platformgameplay, når det er allerbedst. Og for den GTA-hungrende generation af gamere er der også verdener, man kan bevæge sig frit rundt i fra mission til mission. Den grafiske stil er bevidst tegnefilmsagtig og flot celshaded. Naturligvis mærker man straks, at spillene rent visuelt er fra PS2 tiden – det kan end ikke HD opløsning skjule. Så forvent ikke et grafisk vidunder, men forvent derimod et utroligt skarpt billede, der yder spillet så meget retfærdighed som muligt.

The Sly Trilogy - Trailer

De tre Sly spil er forholdsvis ens og alligevel med visse variationer. Sly 1 fokuserer mest på Sly, Sly 2 fokuserer både på Sly og hans to venner Bentley og Murray, og Sly 3 er et rent overflødighedshorn af farverige karakterer, hvoraf flere af dem er spilbare. Sly 3 er uden tvivl det mest ambitiøse af de tre spil, men ikke alle karaktererne er lige sjove at spille med, og selve Sly er og bliver seriens mest interessante karakter. Hans listige tyvemoves og farlige bagholdsangreb er selv i dag en nydelse at betragte. Sly er en ægte spilhelt, hvad enten han skal stjæle en diamant fra et indisk tempel eller lister rundt på hustagene i Paris i fuldmånens skær. Stemningen er altid i top, når Sly er på banen.

2

Hvor mange spil har du lige spillet, hvor du skal danse tango med en lækker ræv?

Sly spillene er også kendt for deres humor og charme, der stadig holder 100 %. Alt for få spil tør være charmerende, og alt for mange vælger den letkøbte svulmende actionman attitude, der hittede tilbage i midt 80erne med Arnold S. og ham den anden Sly.

Sly serien viser smukt, at et spil centreret omkring nogle elskværdige karakterer, et charmerende univers og et solidt lettilgængeligt gameplay er mere end rigeligt til at tryllebinde en til skærmen.

Det eneste helt nye - ud over HD opløsningen - er en række ekstremt simple minispil, der er designet specielt til Move controlleren. De er desværre ligegyldigt peg-og-skyd fyld og ikke værd at bruge tid på, når selve Sly spillene er af så høj kvalitet.

Tilbage er der kun at sige, velkommen tilbage Sly! Du har været savnet, og nu vi ved, at der venter et fjerde Sly spil ude i horisonten, så er The Sly Trilogi mere end værdig underholdning, mens vi venter på vaskebjørnens næste store eventyr – specielt designet til PS3.

8 / 10

The Sly Trilogy Martin Lennon Med på en sniger. 2011-01-19T10:57:00+01:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...