Spil til 3DS bliver dyrere end til DS

Plus! Japanske launchtitler bekræftet.

Nintendo 3DS udkommer i Japan i næste måned (og herhjemme i marts), og nu er rygter om prisen på spillene begyndt at dukke frem.

Nintendo har bekræftet, at der ved den japanske lancering af den håndholdte konsol vil være 10 titler på markedet, herunder Ridge Racer 3D og Nintendogs + Cats.

Prisen per spil rygtes at være 1.000 yen dyrere end DS spil, hvilket svarer til rundt regnet 70 kroner oveni den nuværende normalpris.

Men vi må vente på en officiel meddelelse, både fra Nintendo omkring de endelige japanske priser, men også fra den nordiske subdistributør Bergsala, før vi drager endelige konklusioner. At spillene nærmest med sikkerhed bliver dyrere vil dog formentlig blive forsvaret med at spil med 3D-teknologi er dyrere at udvikle.

Mere om Nintendo 3DS

Følgende spil er indtil videre bekræftet klar ved udgivelsen i Japan (1000 yen = 70 kr.):

Nintendogs + Cats (¥ 4,800)
Winning Eleven Soccer 3D (¥ 5,800)
Super Street Fighter IV 3D Edition (¥ 4,800)
Samurai Warriors Chronicle (¥ 6,090)
Puzzle Bobble 3D (¥ 4,980)
Ridge Racer 3D (¥ 6,090)
Battle of the Giants : Dinosaurs 3D (¥ 5,040)
Professor Layton and the Mask of Miracles (¥ 5,980)

Listen ovenfor gælder udelukkende Japan. Danmark og Europa er et helt andet marked, så vi forventer ikke at lanceringstitlerne vil stemme overens.

Nintendo har siden offentliggørelsen af 3DS også vist frem af og talt om spil som Super Mario Land, The Legend of Zelda: Link's Awakening DX, Pilotwings Resort, Chocobo Racing, Paper Mario, Starfox 64 og Animal Crossing. Bliver et eller flere af disse mon en lanceringstitel?

Læs vores preview af Nintendo 3DS, hvis du vil vide mere om den kommende konsol.

Film, billeder og mere nyt findes som sædvanlig via infoboksen herunder.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!