1 Årets Platformspil • Artikler • Eurogamer.dk

af Kristian West Publiceret fredag, 18 februar 2011

Velkommen til redaktionens kåring af Årets Spil 2010 her hos Eurogamer.dk - det er anden gang vi gør det, og det har igen været både svært men samtidig noget, der er med til at vise frem, hvor meget vi egentlig har spillet og anmeldt på et år. Vi er faktisk ret stolte.

Henover de næste 18 sider vil vi tegne et billede af spilåret der gik, og udpege tre spil fra hver af de store kategorier, som du ikke bør gå glip af. Desuden er der mod slutningen af artiklen et par sider med en række udnævnelser af mere fascinationspræget art.

Som du måske vil lægge mærke til, er det ikke alle genrer der er med, men der hvor vi har udeladt en genre, eksempelvis puzzles, har det været fordi, vi ikke har haft tilpas mange titler til anmeldelse at vurdere de tre bedste ud fra. I et par tilfælde er to genrer smeltet sammen til én, eksempelvis kategorien 'Thriller'. I øvrigt mangler kåringer indenfor de håndholdte formater, som herfra - og blandt de spil, vi fik tilsendt henover året - har haft en lav prioritet. Mere håndholdt næste gang, det lover vi.

Herunder - og på de næste 17 sider - får du vores toplister over sidste års mest købeværdige spil. Vær glad, hvis du har mindst et af dem.

Årets platformspil

1. Super Meat Boy

Jonatan A. Allin skrev bl.a. i sin anmeldelse:

"Grafikken rammer det helt rigtige retrolook, og chiptune-musikken klimprer derudaf med en synth-stemning, der får et gammelt retro-hjerte til at banke lidt hurtigere. Og så er der styringen. Hvis man skulle nævne én ting, som Super Meat Boy gør skræmmende godt, så er det præcision.

I modsætning til mange andre 2D-platformere, så har vores lille blodige protagonist den perfekte tyngde til, at du altid kan mærke, om du er ved at sende ham i himlen eller i kødhakkeren. Det eneste, der ikke rigtig fungerer, er de temmelig grove mellemsekvenser, som ikke helt lever op til stilen i resten af spillet.

Gameplayet er ren narko for fans af solide udfordringer. Hver af de 350+ baner er nemlig meget korte, men kræver nærmest overmenneskelige evner at gennemføre. Bandage Girl står altid fanget et provokerende sted, hvor man næsten ikke kan nå hen til, men i Super Meat Boy bliver det uopnåelige opnåeligt på den hårde måde.

To finske galninge deler deres hjerner med os.

Du skal kæmpe. Du kommer til at dø i tusindvis af gange, og spillet klapper nærmest i sine små, digitale kødhænder hver eneste gang. Men du skal jo liiige prøve igen. Og igen. Og igen-igen, for du var der jo *næsten*, og det var jo din egen fejl. Hvis bare du ikke havde sluppet hopknappen lige det splitsekund for tidligt, så havde du været en champ.

Det er desværre/heldigvis meget svært at skyde skylden på den stramme styring eller de ondskabsfuldt placerede forhindringer, som du jo godt VED, du kan komme forbi. Når du så endelig når frem til den smækre dame, så får du lov til at se alle dine forfejlede forsøg i et replay, hvor alle dine tidligere jeg'er kæmper sig vej fremad, men en efter en laves om til Bøf Stroganoff, indtil der kun er dit nuværende selv tilbage. Det er ganske enkelt en genistreg. "

2. Super Mario Galaxy

Miyamoto bliver bare ved og ved og...

Mark Elsberg skrev bl.a. i sin anmeldelse:

"Som var det en digital delikatesseforretning, disker banerne konstant op med særlige specialiteter, eksempelvis når de sfæriske sekvenser pludselig erstattes af et visit til de glade 2D-dage, eller når tyngdekraften på en planet ændres i takt til en rytme – akkompagneret af en metronom fra Wii-remotens højtaler. Det er i disse øjeblikke, at man i sandhed taber pusten som spiller og sender en tanke af dyb respekt til Miyamoto og co., der formår at kreere spilmagi på så højt et niveau. "

3. Limbo

Lige pludselig er Danmark igen på verdenskortet.

Anders Pugé skrev bl.a. i sin anmeldelse:

"Spillet ligner nok allermest et dødsrige, for det er meget makabert. Her er ikke noget rødt blod – som kunne være en vild kontrast til sort-hvid billedside – men sort blod, afhuggede og gennemspiddede lemmer, hvis man ikke træder varsomt. Her er også en fængslende atmosfære og spøjse platformgåder, som man muligvis/muligvis ikke bliver klogere af, jo mere Limbo spilles. Der hives i, hoppes på, flyttes og skubbes mekanismer og der løbes (u)frivilligt til højre og venstre i spillets 24 sømløse kapitler, mens det løber én koldt ned ad ryggen, over hvor skide gådefuldt det hele er."