Eurogamer.dk

2010 FIFA World Cup

1-3.

Det er præcis som Kong Knud, der sætter sig ved strandkanten.

Man vil så gerne stoppe tidevandet fra at skylle ind over kysten, men ligegyldigt hvor meget man råber og skriger og bruger pennens fulde magt, kan intet stoppe naturen fra at gå sin gang. Dette års VM-spil, 2010 FIFA World Cup, bliver en succes med flere millioner solgte eksemplarer. Præcis som det skete i 1998, 2002 og 2006. Forudsigeligheden er grel, fordi årets spil har samme kedelige præg af malkning og ligegyldighed som de forgangne VM-spil.

Derfor er de næste 800 ord i princippet den samme ordsuppe som i 1998, 2002 og 2006. Vi vil fortælle dig, hvordan 2010 FIFA World Cup vitterligt ikke er 450 kroner værd. Vi vil fortælle dig, hvordan skildringen af VM-slutrunden i bedste fald er banal, og hvordan du bliver malket og brugt som forsøgskanin forud for nye tiltag i FIFA 2011 senere på året. Du vil måske læse anmeldelsen til ende, men den vil ikke påvirke dine udsigter til at købe spillet. Hvis du regnede med at købe det inden, vil du stadig købe det, og hvis du var ligeglad, vil du stadig være ligeglad. Naturen går sin gang, tidevandet flyder ind over kysten, og Electronic Arts sælger 3-4 millioner spil.

2010 FIFA World Cup er en særudgave af FIFA-spillet med fokus på årets VM-turnering i Sydafrika. Du ser både kvalifikationen og slutrunden fra et landsholds eller én spillers synspunkt med 199 deltagende lande. Spillets suppe-steg-og-is-komponent udgøres af et kronologisk forløb, hvor du enten kvalificerer holdene til slutrunden og/eller gennemgår deres forudbestemte puljer og play-off i Sydafrika. Kampene bindes sammen af mediernes reaktion på dine præstationer, og du vil løbende se individuelle spillere træde frem eller tilbage i rampelyset. Der er statistik og sensationsoverskrifter til at skabe en følelse af, at du også ser omverdenens reaktion på VM-slutrunden.

1

Boldspillet holder en rimelig standard, mens selve VM-følelsen nok mest minder om dansk lokalfodbold.

Selve følelsen af VM er dog temmelig hul i den optik, at begivenheden og dækningen er præget af gentaget copy-paste-arbejde. Overskrifterne består af de samme floskler om at ”[Spiller A] fra [Hold B] har gjort [C], hvilket var [chokerende]/[ventet]”. Og ligegyldigheden præger desværre den generelle standard for spillets præsentationsværdien. Hvor VM-spillet i 2006 emmede af fantastisk verdensfolkefest med Sergio Mendez' titelmelodi krydret med store globusser og varme farver – gedigen og imødekommende sommerfølelser – er folkefesten steril i dette års spil. Det sydafrikanske aspekt er repræsenteret ved tumpede og smånaive hulemalerier, ligesom scenerne uden for grønsværen er begrænset til en karrusel af de samme tre-fire klip. Der er det samme fyldte stadion med paptilskuere på ¾ af tribunerne, der viser landets flag frem til en helikopter med det samme antal farvede A4-ark. Der er den samme bekymrede mine i din landstræners øjne, det samme håndtryk til udskiftede spillere. De samme tre berusede fans, der har malet deres lands flag det samme sted på kinden.

2

Hvorfor?

Folkefesten kører simpelthen i en forudsigelig ring af dovenskab. Selv fire år efter VM-spillet i 2006 gentages store op- og nedprioriteringerne imellem landene, så Wayne Rooney ligner sin virkelige modpart, mens danske spillere er de samme 180 cm høje og 70 kilo tunge mænd. Det kvæler både VM- og nationalfølelsen, når man hører Jakob Paulsen udtalt som ”Yakka-Pølser” og den halve forsvarskæde neddroslet til ”the defender”.

Anden halvdel af 2010 FIFA World Cup er Captain Your Country, hvor du i rollen som én person, enten fra virkeligheden eller fra Be a Pro i FIFA 2010, skal føre et land til sejr. Du bliver atter bedømt på dine positionerings-, pasnings- og scoringsevner, og systemet nærmer sig nu en fin balance mellem frihed og ansvar. Du bliver ikke pisket ind på centimeternøjagtige positioner hele tiden, men har fin frihed til at dække forskellige spillere og søge åbninger. Pasningsbedømmelsen er dog fortsat genstand for fejl, som straffes unødigt hårdt.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...