Donkey Kong Country Returns

Kongen vender tilbage.

Det er snart 30 år siden, at Nintendos svar på King Kong gjorde sin entre i det legendariske arkadespil Donkey Kong. Siden da er det blevet til et hav af hovedroller, biroller, skurke- og helteroller i spil for den kære abe med det store røde slips og den umættelig hunger efter bananer og Marios kvinder. Donkey Kong Country Returns er en smuk videreførsel af Donkey Kong traditionen, og helt præcist er det en opfølger til Donkey Kong Country platformspillene fra Super Nintendos velmagtsdage i 90erne.

Rare stod bag de prisvindende Donkey Kong Country spil til SNES, der udover deres sublime gameplay og tilpas høje sværhedsgrad også var kendt for deres specielle prærenderede 3D grafik i en 2D spilverden. I dag er Rare ejet af Microsoft, og de gyldne Nintendo-dage er en saga blot. Heldigvis har Nintendo andre kyndige spilstudier i deres fold, et af dem hedder Retro Studios. De har også stået bag de fantastiske Metroid Prime spil og fortsætter nu succesen med det mindst lige så fabelagtige Donkey Kong Country Returns, der denne gang ikke byder på prærenderet 3D grafik, men flot 2D grafik i animationsfilmskvalitet, hvilket klæder det farverige univers rigtig godt.

1

Donkey & Diddy back in action!

Donkey Kongs nye eventyr er på ingen måde lige så radikal en afstikker fra normen, som Samus' førstepersons eventyr var i Prime serien. Der er stadig tale om old school 2D platform af bedste skuffe – ligesom de gamle Donkey Kong Country spil. Eller det vil sige - Donkey Kong Country Returns er faktisk et 2.5. D platformspil, da spillet ofte gør brug af baggrundene til at skabe simuleret 3D dybde og overraskelser i den ellers traditionelle 2D verden. F.eks. kan Donkey Kong aktivere kontakter, der får baggrunden til at ændre sig, hvilket også påvirker forgrunden, og nye hemmelige gange på banerne er nu synlige. Smukt, enkelt og godt tænkt. Flere af 2.5 banerne er intet mindre end geniale, som da Donkey Kong skal krydse en strand i stormende uvejr og konstant må søge i læ, da en gigantisk faretruende flodbølge ruller mod ham fra baggrunden i banen. Splash!!

3

Hvor Donkey Kongs knytnævner havner to sekunder efter dette foto er taget skal ikke afsløres her...

Banerne i spillet er små kunstværker, der konstant udfordrer din reaktionsevne. Et eller to fejltrin, og det er farvel abe – medmindre du har Diddy Kong på slæb, da han fungerer som to ekstra liv og giver mulighed for at hoppe længere og højere. Der er vitterligt tænkt over hver mindste detalje, og er du fan af klassisk 2D platform action, hvor hver en afkrog skal granskes for hemmeligheder og bonusgevinster, så forbered dig på at blive forelsket i Donkey Kong Returns fra første færd. Det her er banedesign af ypperste kvalitet. Naturligvis vil et spil som Super Mario Galaxy 2 virke mere overrumplende, da det kan lege med mange flere akser og virtuelle hemmeligheder i sin spraglede 3D verden, men når det kommer til 2D eller 2.5D platformspil, så er Donkey Kong Country Returns "as good as it gets". Og ja, det er endnu bedre end 2D klassikeren New Super Mario Bros., der stadig sælger stort til Wii.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!