Eurogamer.dk

BlazBlue: Continuum Shift

På hovedet igen.

Der er nogle ting, man altid kan regne med i en god kampspilsserie; vanvittige karakterer med navne som Sol Badguy og Caffeine Nicotine; indviklede mytologier, der væver utallige forhold og historier sammen for bare at ende i slåskamp; robust kontrol, der giver rig mulighed for bevægelse og forsvar, såvel som angreb; diverse undersystemer, der fastlægger den nødvendige dybde og gør kampene til mere end simple slagkombinationer.

Disse ting sikrer et godt grundlag for viderebygning. I dag sker dette højst ofte med patches eller udvidelser, men den hovedsageligt japanske kampspilsgenre har stadig mærkbare rødder i spillehallerne. Derfor har tilføjelser og ændringer til systemer og karakterer som regel højere prioritet på arkademarkedet end på konsollerne. Det lider vi så under i vesten, hvor spillehaller stort set består af gamle damer, banko og enarmede tyveknægte.

Selv Street Fighter IV, der nærmest egenhændigt var ansvarlig for at genoplive genren, kunne ikke bryde cyklussen. Capcoms løsning var at tilføje så mange nye elementer, at Super Street Fighter IV føltes som en reel opfølger frem for en mindre revision. Dette satte en næsten uopnåelig standard for mere nicheprægede kampspil, men spørgsmålet er så om det potentielle publikum også har udvidet sig som følge.

1

Continuum Shift er et prægtigt udseende spil. Hvis man altså kan finde hoved og hale i, hvad der foregår.

For det bliver ikke meget mere niche end Arc System Works' katalog, med mindre man altså tør at vove sig ud i dōjin-scenen (og det er skam noget helt andet). BlazBlue: Calamity Trigger udkom til konsollerne sidste år, men Europa trak igen det korteste strå, og skulle vente 6 måneder længere. Det har vi nu igen gjort med anden efterfølgeren, Continuum Shift, der udkom i USA tilbage i juli. En bitter omgang, men ventetiden værd.

BlazBlue er den "åndelige" opfølger til den længevarende Guilty Gear-serie. Selv om BlazBlue ikke har nogen direkte forbindelse til Guilty Gear, kan det betegnes som et reboot. BlazBlue tog de samme systemer, den samme karakteristiske 2D-animation, den samme hårdtslående metal-æstetik fra komponist Daisuke Ishiwatari og begyndte forfra med en ny filosofi. Men er Continuum Shift virkeligt et ligeså stort skift som navnet antyder?

I centrum af BlazBlues kampsystem finder man Drive-angrebet. Foruden de universelle let/mellem/kraftige angreb har hver af spillets figurer deres eget Drive, der former deres unikke strategi. Hovedpersonen med det vidunderlige navn RAGNA THE BLOODEDGE fremkalder for eksempel et skyggemonster, der restaurerer hans helbred. Dette er dog en relativt simpel effekt, og de bliver gradvist mere komplekse. Rachel Alucard kan kontrollere vinden, og Iron Tager kan magnetisere sin modstander. Hver karakter er specifikt designet til at påvirke et bestemt aspekt af spilmotoren, så som zonekontrol eller autoblokering.

BlazBlue: Continuum Shift - Astral Finishing Moves

Dette gør BlazBlue til en enormt teknisk fighter, og det kræver generelt større tilvænning og indlæring at skifte karakter end det gør i f.eks. Street Fighter IV eller King of Fighters. Spillet indeholder en omfangsrig tutorial og guider til hver karakter, men de er hovedsageligt tekstbaserede og giver ikke en god sans for, hvordan man egentlig skal benytte sine færdigheder i praksis. Det bliver man nødt til selv at teste ved at træde ind i krydsilden.

For konkurrence er noget af det vigtigste i ethvert kampspil. Den fremragende netkode vender tilbage i Continuum Shift, og det kører imponerende flydende, især når man betragter spillets høje hastighed. Man kan stadig opleve input-lag, men når det kommer til online kampspil, bliver det ikke meget bedre end BlazBlue. Man skal dog være parat til at få nogle tæv, da resten af verdenen har haft et stort forspring.

2

Uanset forsøget på at gøre det mere tilgængeligt, indeholder BlazBlue stadig fire forskellige måder at blokere på. Nogle spil er bare mere hardcore.

Continuum Shift tilføjer tre nye karakterer (to ekstra via DLC, med mindst én mere på vej), og rebalancerer flere af systemerne. For de mest hardcore typer har man endda muligheden for at vælge mellem spillets forskellige revisioner. Den største tilføjelse til konsoludgaven er dog en ny story-mode, der fortsætter plottet fra Calamity Trigger med fuldt stemmeskuespil. Det er en slags visuel roman, der hovedsageligt gør brug af tekst og illustrationer, og der er rigeligt med indhold her. Desuden finder man typiske træningsfunktioner, samt challenges og det nye Legion, der fungerer som et brætspil med hold og rekruttering.

Alt dette er dog bare skallen omkring selve kødet i BlazBlue: Continuum Shift, nemlig kampsystemet. Er man ikke hardcore fan, bemærker man sikkert ikke ændringerne, og det skal bestemt understreges at BlazBlue primært er beregnet netop til aficionadoer. Spillet indeholder en begynder-funktion, der automatisk udfører specialangreb og komboer, men dette går direkte imod spillets formål, og resulterer ikke nødvendigvis i mere underholdning. Selv om man har spillet Street Fighter IV til hudløshed, er dette ikke ensbetydende med, at BlazBlue falder i ens smag.

For Continuum Shift begår sig under vidt andre forhold end de fleste kampspil; det kræver en anderledes tilgang og mentalitet. Det er derfor svært at anbefale, med mindre man absolut er dedikeret til at lære og blive bedre. Men er man det, er det bestemt en værdig opdatering til en allerede glimrende og opfindsom formular.

7 / 10

BlazBlue: Continuum Shift Anders Høvring Hansen På hovedet igen. 2010-12-22T19:48:00+01:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...