Two Worlds II

Kogt medister.

Jeg elsker et godt fantasy eventyr. Farefulde fortællinger om ædle riddere, drabelige drager, fæle orker og magiske besværgelser, der kan redde eller tilintetgøre verdenen. På spilfronten har jeg brugt oceaner af tid på nyere fantasy klassikere som f.eks. 'Dragon Age' og 'Demon's Souls'. Fantastiske veldesignede fantasy spil, der har suget timerne fra døgnet i min evige kamp mod ondskabens horder.

Two Worlds II melder sig under fanerne som et nyt bud på fantasystammen, men tør det gå distancen eller træder det mudrede vande? Svaret er desværre det sidste. Selvom Two Worlds II er en forbedring af det skrækkelige første spil i serien, så er der stadig syvmileskridt op til de store drenge i ligaen.

Problemet er hverken i settingen eller historien, men i gameplayet. Jeg har læst et par ovenud positive anmeldelser af Two Worlds II til PC, men dertil kan jeg kun sige, at XBOX360 versionen er et helt anden oplevelse. Gameplayet har simpelthen ingen tyngde i konsolversionen. Hvad enten min helt svinger sværdet, skyder med bue eller kaster ildkugler, så får jeg samme ualmindeligt flade fornemmelse og mangel på feedback.

1

Ridderen syntes, der manglede et eller andet i hans nye hjem. Måske lidt Feng Shui?

At hakke løs mod de frådende monstre er som at hugge i budding. Der er hverken tyngde eller føling med kampene, hvilket er essentielt i et actionmættet fantasy RPG. Ofte svinger min helt bare sværdet tilfældigt i luften, og selvom klingen er et godt stykke fra modstanderen, så rammer jeg mirakuløst alligevel. Det føles umanerligt fladt og ser tåbeligt ud.

Konstant fik jeg lyst til at smække det mesterlige og småmasochistiske 'Demon's Souls' på i stedet. Der kan du tale om tyngde og føling i kampsystemet. Når et massivt tohåndssværd rammer mit skrøbelige skjold i Demon Souls, er jeg ikke i et sekund i tvivl om, at jeg står overfor en værdig modstander. Det stik modsatte er tilfældet i 'Two Wolds II'. Hvad enten jeg møder en sulten leopard, en drabelig dæmon eller et ondsindet skelet, så er følelsen den samme: kogt medister mod slatten pasta. Slask, slask, slask!

2

Pludselig gav titlen Two Worlds mening. Det hele var en del af The Matrix!!

Det er muligt, at kampsystemet fungerer bedre i PC-udgaven, hvor man spiller med mus og tastatur og derfor ikke kræver helt samme følelse og feedback i ens angreb. Men nu er det jo XBOX360 versionen, jeg anmelder, og den halter gevaldigt i kamp-gameplayet.

Det er virkelig synd, at spillet i den grad falder igennem i noget så essentielt som kampene. De er immervæk det bærende element i ethvert actionmættet RPG. Det er ikke mindst trist, fordi udviklerne tydeligvis har gjort meget ud af mulighederne for at præge ens personlige kampstil. Du kan specialisere dig i nærkamp med sværd og skjold, distancekamp med bue og pil og en god kombination af nær-og-distance i dine evner som magiker. Men hvad gør visuel variation og mange muligheder for opgraderinger, når det hele føles lige så uinspirerende som at slås med æblegrød?

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!