Alien Breed 3: Descent

Den lange tur ned.

Da Team 17 for et års tid siden bekendtgjorde, at de arbejdede på en opdatering af deres gamle Amiga-klassiker Alien Breed, gik mange internetforummer i begejstringsselvsving ved udsigten til et gensyn med et af 90'ernes allerbedste skydespil. Men med tredje og forhåbentligt sidste omgang i rumtrædemøllen, kan man ikke håbe på andet end, at vi nu endelig slipper for flere dødfødte genoplivningsforsøg.

Alien Breed: Descent byder nemlig på mere hjernedødt orienteringsløb gennem de ensformige korridorer i et rumskib, der nu gennem hele to spil har været liiige ved at styre ned på en øde planet. Vi følger igen den hårdføre machomand Conrad, der spæner rundt i efterhånden velkendte omgivelser, som blander den eventyrlige charme fra en forladt boreplatform med et call-center efter lukketid. Og endnu engang skal vor helt nedkæmpe horder af testikelformede monstre, der dukker frem med en scriptet regelmæssighed, der ville imponere selv NASA.

1

Derovre!

Men ellers er kedsomheden uden sammenligning det mest dræbende i Alien Breed: Descent, og kampen mod tunge øjenlåg, giver langt mere udfordring end spillets fem forskellige monstre, der copy/pastes over spillets baner. Nu behøver skydespil i den her genre jo ikke nødvendigvis at være sofistikerede for at være underholdende. Det er spil som Alien Shooter, Shadow Ground: Survivor og det forrygende Alien Swarm glimrende eksempler på. Men der skal være det nødvendige incitament, for at man gider slukke hjernen og bare grinde løs efter våben og nye skills. På det område er Alien Breed: Descent nærmest kriminelt underudviklet. Der er absolut ingen muligheder for at udvikle sin karakter på nogen måde, bortset fra et par halvkedelige våbenopgraderinger.

Faktisk er der heller ikke engang særligt mange fjender at skyde på, før man er kommet overraskende langt ind i spillet, og i første del føler man sig mere hensat til Palle Alene i Verden end Aliens. Når man endelig bliver presset, skyldes det mere gumpetunge styring og uregerligt kamera end horder af fjender. De værste eksempler på det, oplever man ironisk nok i sekvenserne, hvor Alien Breed: Descent forsøger at afvige lidt fra forgængerne. Bosskampene i de tidligere spil krævede ikke meget anden indsats end, at man holdt aftrækkeren i bund, men nu skal man også løbe, sigte og skyde på samme tid. I ethvert spil med en bare delvist velfungerende styrring, ville det ikke være noget problem, men her er det som at køre en radiobil uden rat.

2

Og dér.

Men måske er det uretfærdigt at bedømme Alien Breed som et actionspil, for i virkeligheden handler det mere om at åbne døre end at skyde slimede rumvæsner. Som vi alle ved, er det vanvittigt svært at åbne en dør, og på et rumskib er det naturligvis helt umuligt. Først skal man konstatere, at døren nu også er lukket - selvfølgelig ved at gå ind i den – og herefter skal man så trykke på en knap, der starter en computer, som aktiverer en anden computer, der skal bruges til at bekræfte, at man vil trykke på en knap for at skifte en sikring, der starter en ny computer, som åbner en anden dør (ikke den første!), hvor man finder flere knapper og computere, der er klar til mere fornøjelig trykkeri.

Som stik-i-rend-øvelse, knapsimulator og døråbningseksercits er Alien Breed: Descent i særklasse - men ellers er det lige så sjovt som en gåtur i rummet uden ilt.

3 / 10

Læs om vores karaktersystem Alien Breed 3: Descent Mads Johannes Nielsen Den lange tur ned. 2010-12-03T14:25:00+01:00 3 10

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!