Sød musik at spille til
Verdens første spilkonsol, Magnavox Odyssey, var stum. Det er muligt at den med sit Kubrick'ske logo og rene sorte og hvide flader, som var det en del af en ny type rumfærge, var ren science-fiction, men det var samtidigt et system der krævede at spillerne selv kunne forestille sig lyden, der passede til hvad der foregik på skærmen. Nu er vi 38 år ude i fremtiden og de seneste videospil har dynamiske soundtracks – ofte udført af rigtige orkestre og dirigeret af spillerens handlinger, der ændrer rytmen og tempoet så det passer til det du ser ske på skærmen.
Fra de simple bip-lyde der markerede spilverdenens fødsel som et rigtigt medie, har lydsiden udviklet sig i forskellige retninger. Nogle går efter den filmiske følelse der forbindes med Hollywood-storfilm, hvor andre bruger lydsiden til at underbygge spillets legesyge med lystige melodier. Resultatet er et spektrum af lydsider, der er ligeså alsidige som de spil skaberne af musikken forsøger at underbygge. Industrien tiltrækker nu nogle af Hollywoods mest eftertragtede komponister såsom Metal Gear Solid/Modern Warfares Harry Gregson-Williams, men også chiptune bands som Anamanaguchi (fra Scott Pilgrim Vs. The World: The Game) og også uafhængige DJs og producere, som Baiyon (Pixeljunk Eden).
Men til trods for den rivende tekniske innovation og tiltrækningen af respekterede komponister fra andre områder, vedbliver spilmusikkens verden at være ret gemt med mindre man allerede er i den. Men kunne dette være ved at ændre sig?
Tidligere på året ved den prestigefyldte Ivor Novello prisuddeling, der hylder sangskrivning og komposition til forskellige medier, blev der indført en kategori til videospil. En talsmand sagde ved lejligheden: "Vi har altid forsøgt at afspejle en musikverden der er i evig forandring. At skrive musik til spil kræver en hel del specielle egenskaber såsom dynamiske kompositioner og kompositioner i flere lag. Dette er noget vi bør anerkende."
Vers
Richard Beddow og hans hold, der producerede musikken til Empire: Total War blev nomineret til den første pris i den nye kategori. Han håber at dette markerer starten på en ny ære hvor komposition til videospil får anerkendelse og accept blandt flere. "Ivor-prisen er en vigtig pris for en komponist i ethvert felt, fordi det er en pris der bliver givet udelukkende af komponist- og sangskrivermiljøet – dine ligemænd bedømmer dig. Så jeg er meget glad og ydmyg over at være blevet nomineret til prisen i år."
Beddows værker tæller adskillige spil i Total War-serien.
Beddow har altid været tiltrukket af svære professioner. Da han var lille ville han være kamppilot, men ændrede mening til musiker, da han indså at hans hoved var bedre bygget til instrumenter i en koncertsal og ikke dem i et cockpit. "Jeg vidste godt at det ville blive en svær sti at vælge" fortæller han os, "men jeg kunne ikke lade være og ville ikke lave andet end musik. Alt hvad jeg gjorde, blev styret imod at gøre mig bedre som musiker. Jeg lærte flere instrumenter, musikteori og kurser ved Associated Board og Guildhall. Jeg brugte alle mine penge på nyt grej. Jeg kiggede efter universitetskurser der ikke bare ville hjælpe mig blive bedre som musiker, men også give mig en baggrund som lydingeniør, da jeg vidste hvor vigtige tekniske færdigheder var ved at blive indenfor komposition."
Beddow blev del af Criterion Studios da han var færdig med college i 1997. Allerede inden han var færdiguddannet sendte den unge komponist et VHS demo bånd til diverse TV-, film-, radio- og videospilfirmaer i håbet om et job. Af de firmaer der vendte tilbage til ham, virkede Criterion som de mest interessante at arbejde med. Det er en vej ind i industrien, som også den prisbelønnede komponist Richard Jaques benyttede sig af. Han har lavet musik til mere end 80 spil de sidste 16 år, inklusive bidrag til Jet Set Radio, Super Smash Bros. og Mass Effect.
"Jeg startede min karriere i videospilindustrien kort efter jeg havde færdiggjort min uddannelse. Min første rolle var som in-house komponist for Sega", fortæller han, "Jeg vidste allerede fra en tidlig alder at jeg ville komponere musik til billeder, siden det er det jeg brænder for. Jeg synes om at komponere til mange forskellige medier og videospil udfordrer mig i mange henseender, så det er et oplagt valg."

