Gran Turismo 5 Anmeldelse

Gran Turismo 5 er imod alle odds endelig kommet på gaden - lige durk op og ned af Julen 2010. Sikke et herligt tilfælde? Måske - eller også gav Sony efter mere end 5 års udvikling og løfter endelig højperfektionistiske Kazunori Yamauchi og hans ansatte hos Polyphony Digital et ultimatium: Få det på gaden (og patch lortet senere).

Det ville nu have været rart, hvis Store Y og Co. havde fået den fornødne tid til at gennemteste onlinedelen, som - sammen med skadesmodellen - er en af de gameplaymæssigt største tilføjelser foruden det faktum, at GT5 er seriens første renblodsversion i HD.

GT5 er den endelige lancering af GT-serien på en ny infrastrukturel platform udviklet med PlayStation 3 for øje, modsat GT5 Prologue, som stort set var et hurtigt plagiat af GT4 med HD-teksturer - dog med de første forsøg udi onlinespil. Netop onlinedelen er en vigtig tilføjelse i GT5, selvom den som sagt stadig er noget halvt serveret i første uge efter lanceringen. Tid til at skaffe sig nogle biler, mens PolyDigi tager sig sammen.

Da jeg anmeldte Gran Turismo 4 til PlayStation 2 i starten af 2005, kaldte jeg vist spillet for den bedste bilsimulator nogensinde. Flot. Men det var det. Det samme kan siges kort om Gran Turismo 5, for selvom spillet om to dage har været på markedet i en uge med en desværre kun halvt fungerende onlinedel, er kernen ved spillet - bilerne, banerne og deres afkom, adrenalin - intakt. Simulationen af at køre bil, i hvert fald indtil den rammer en mur, er om muligt bedre end jeg havde turdet håbe på. Men hensyn til det med at køre ind i en mur har jeg dog ingen personlig referenceramme fra virkeligheden - jo, hvis det tæller, at jeg har smadret for milliarder i diverse spil gennem tiderne.

Oversexede og altid larmende Lamborghini Gallardo LP540-4 '08 er en ilter sag at tæmme, men når denne bella donna først makker ret, er hun vejen til mange store sug i maven. Her malet Taiga Metallic efter først at være blevet anskaffet med hår af kuløren Giallo Halys.

Men glem nu Forza og alle arkaderacerspillene for en stund. Det er slet ikke værd at sammenligne tingene på den måde, for sådan konkurrerer GT ikke. De dæmoner, Yamauchi dagligt kæmper mod, findes udelukkende i hans higen efter perfektion indenfor egne rammer. Og hvis ikke Sony havde sagt "så er det ved at være nu", havde han sikkert haft det fint med stadig at sidde og nørkle med GT5 på et evigt teststadie og tweake tingene helt ned i petitesserne. Han hader i øvrigt spil. Men at han kan lide biler, er helt tydeligt.

Men Gran Turismo som koncept er ikke så meget spil for underholdningens skyld, som det er vor japanske herres brændende ønske om at give os alle sammen mulighed for at lege med biler, vi i de fleste tilfælde kun kan drømme om i det hele taget at komme i nærheden af. Så når man første gang sætter sig i en Lamborghini Gallardo LP540-4 '08 og sætter fra start med synsvinkel ud af cockpittet, står det klart, at Gran Turismo 5 på punktet indlevelse er nået i mål. Et firehjulstrukket sportsmonster af en bil på 1169 kilo efter den tredje og største vægtreduktion, trukket af 745 ivrige italienske arbejdsheste med ild i.

Det er svært ikke at blive bare en lille smule begejstret over den overvældende følelse af kontrolleret kraft mellem hænderne. Her er ingen fancy Turbo Boost, epilepsi-fremkaldende neonlys eller andre effekter, der simulerer fart. I GT5 er det tallene på dit bilkort, der dikterer, hvad din bil kan. Og dig der dikterer, hvordan du vil have, den skal gøre arbejdet. Og så gør den det ellers til tonerne af velsmurte 60 frames per sekund 99 procent af tiden. GT5 skinner virkelig som simulator, når man slår stort set alle hjælpemidler fra og bare straffer rent igennem, spiller og rat, mand og bil mod asfalt og g-kraft.

Nej, der er stadig ikke så meget at skrive hjem om fra spillets rally-del, som i den forbindelse tankevækkende nok slet ikke figurerer som en rigtig del af karrieren, men mere som kuriosum inde under Special Events, hvor påhittet go-karts, køreskole, NASCAR tips, Top Gear-banen og, ak, mere rally er gemt af vejen. Jo, selvfølgelig er det da sjovt at se, om man nu også kan køre bil, men efter at have taget alle kørekortene bliver udfordringerne lidt for trivielle og i virkeligheden også alt for ensformige grundet de meget begrænsende forhold i hver udfordring.