Eurogamer.dk

Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 1

Deathly Hollow.

'Harry Potter & the Deathly Hallows Del 1' er den bedste og mest vovede Harry Potter-film til dato. Det samme er desværre ikke tilfældet med spillet, der aldrig lever op til sit filmiske ophavs uovertrufne sans for hæsblæsende action, gruopvækkende gys og neglebidende suspense.

The Deathy Hallows Del 1-spillet er en uhørt flad spiloplevelse, der fejler på alle tænkelige punkter. Ja, selv Harry Potter musikken og skuespillernes stemmer har det med at komme og gå, som vinden blæser i det grotesk fejlfyldte spil, der simpelthen ikke er programmeret færdigt. Det er fyldt med grafiske svipsere, manglende animationer, alvorlige lydproblemer og bizarre overgange mellem banerne, der ødelægger enhver fornemmelse af flow og fortælling. Lige pludselig er Harry Potter i London. I næste bane er han i en grotte med en grim drage. Så er han på en kornmark. Og så tilbage til London. Uden forklaring, uden kronologi og helt uden mening. Hallo, EA, The Deathly Hallows Del 1-filmen har ikke engang en drage med?! Hvad i alverden sker der.

Det hele lugter af at være en forhastet produktion, der allerhøjst er 40-50 procent færdigt. Men spillet skal pinedød på markedet samtidig med filmens premiere og vigtigst af alt – i tide til julehandlen. Arme unger, der får dette spil af julemanden. Det er altså meget upassende at give hadegaver til børn.

1

Harry gemte sig bag en stålbjælke i håbet om, at de rædsomme omgivelser og idiotiske fjender ville forsvinde, hvis han tænkte på noget andet.

Nu er det jo ingen nyhed, at filmspil historisk set ofte er halvslatne oplevelser, der kun er sat i verden for at tjene nogle hurtige penge. Men i mange filmspils tilfælde er der trods alt tale om spil, der i de store træk er færdige og ikke sovset ind i alt for mange graverende fejl. Lige med undtagelse af alle tiders klassiske eksempel: 'E.T.' til Atari tilbage fra 1982. Et filmspil, der var så katastrofalt dårligt, at Atari ikke kun mistede en mindre formue, men også beordrede læssevis af paller med spillet brændt på lossepladsen.

Om EA vælger at gøre det samme med 'The Deathly Hallows' vides ikke, men man har lov at håbe. Ét er sikkert, ingen, og jeg gentager, ingen, bør straffe sig selv med 'The Deathly Hallows'. Det giver selv dårlige filmspil et dårligt ry.

Spillet prøver forgæves at bygge banerne op omkring centrale begivenheder fra filmen. I sig selv et ok, omend traditionelt, udgangspunkt. Problemet er, at plottet er så vagt og rodet fremstillet i spillet, at al dramaturgisk opbygning og samtlige plotpointer går tabt. Det hele bliver lynhurtigt et mislykket mismask af elendige tryllestavs-skuddueller mellem Harry Potter og Dødsgardisterne og nogle halvhjertede stealthmissioner, hvor Harry skal snige sig frem gemt under usynlighedskåben. Stealthgameplayet er fuldstændig blottet for finesser, så stort set alle scenarier får samme forudsigelige udfald: Harry råber "stupefy!" halvtreds gange i træk, og tamme trylleskud rammer tilfældigt fjenderne i fjæset. Uuaaarrgghh!

2

Dødsgardisterne undrede sig over, hvorfor de pludselig var med i Fallout: New Vegas.

Udviklerne har tydeligvis spillet 'Gears of War', da 3. persons shooter-delen af The Deathly Hallows bedst kan betegnes som en fesen og fejlfyldt omgang 'Gears of Wand'. For det første virker cover-mekanikken aldrig optimalt, og ofte søger Harry cover midt ude i den fri luft, hvilket naturligvis ikke giver specielt meget dække, men hey, måske er hans snørebånd bare gået op?

At styre Harry og samtidig forsøge at sigte mod fjenderne er omtrent lige så nemt og overskueligt, som at parkere en damptromle i et cykelstativ. Du skyder og skøjter rundt over det hele uden nogen reel føling med, hvad du foretager dig. Styringen er helt ude i den forheksede skov, banedesignet er fyldt med flere blindgyder end trapperne i Hogwarts, og fjendernes intelligens er på samme niveau som Hagrid til Oktoberfest. Den eneste sikre vinder på hver bane er de utallige grafiske popups, der nok skal sørge for, at Harry sidder fast, hvis ikke de tåbelige fjender får has på ham først. Som sagt: spillet er ikke programmeret færdigt.

3

Dødsgardist-prospekt nummer 167 havde en skummel fortid som figur i DJ Hero 2.

EA burde have inkluderet en 'kod-selv-videre-feature', så børnene eller deres forældre selv kunne programmere spillet færdigt hjemme ved computeren. Måske er det vejen frem for digitale downloads? Spilfirmaet leverer et ufærdigt produkt, så kan vi selv kode resten hjemme i stuen. På den måde får spilfirmaerne aktiveret alle i familien. Glem alt om 'Kinect' og 'Move' – 'Kod-Selv-Videre' er vejen frem for den totale spiloplevelse for HELE familien! Eller nej... Det er for billigt sluppet.

EA og udvikleren Bright Light beordres prompte til rektors kontor på Hogwarts, hvor der venter en alvorlig opsang. Gid Dumbledore havde været i live til at give dem en lektion i æren ved veludført arbejde. EA og Bright Light bør tænke grundigt over, hvad det gør ved deres eget gode navn og rygte at smide et så håbløst halvfærdigt og fejlfyldt spil på gaden. Både alverdens forbrugere, Harry Potter-fans og sågar Harry Potter selv fortjener så meget bedre. "Stupefy! Indeed..."

1 / 10

Harry Potter and the Deathly Hallows - Part 1 Martin Lennon Deathly Hollow. 2010-11-22T19:07:00+01:00 1 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...