Goldeneye 007

Lev og lad dø.

For mange kan navnet GoldenEye sættes lig med en ganske underholdende og anderledes Bond-film med daværende nykommer Pierce Brosnan i hovedrollen. Brosnan var ingen Connery, men han tilførte dog serien et frisk og veltrængt pust. For andre har navnet en helt anden og særlig betydning. For dem er GoldenEye mere end blot den syttende film i føljetonen om Storbritanniens charmerende agent. Det er et kært minde om skydespillenes opstandelse på hjemmekonsollerne. Om de mange timer i selskab med venner og bekendte foran et uskarpt 28-tommers billedrørsfjernsyn, hvor kun en fjerdel udgjorde ens eget spillefelt. Der er blevet grint og grædt, venskaber er blevet skabt andre gået itu til billederne af James Bond, Oddjob, Jaws og co. i heftig ildkamp. Ja, GoldenEye var et spilfænomen større end sin Hollywood-navnebror, og det er sjældent, vi spilfolk tager sådan en vending i brug.

Rares indflydelsesrige konsolshooter var på alles læber, og fast inventar i størstedelen af de solgte Nintendo 64-konsoller, i slutningen af halvfemserne. Det passerede 8 millioner solgte enheder, en magtdemonstration som få titler den dag i dag kan overgå. Der var ellers ikke meget, som tydede på, at Nintendos flirten med førstepersonskydespil skulle blive en massesucces. Udviklingsprocessen var plaget af utallige problemer og konceptændringer, og så godt som få måneder forud for lancering var spillet, ifølge Rare selv, et decideret rod. Så meget desto mere imponerende, at projektet i sidste ende gik op i en højere enhed. Hvad enten det er den åbne missionstruktur, våbenbalancen, den omfattende multiplayerdel eller det revolutionerende styresystem, snakken falder på, var GoldenEye et gyldent pletskud.

1

James, stop! Det er ikke det værd, lad os tale om det.

Det er godt 13 år siden, at GoldenEye banede vejen for konsolskydespillene, og selvom vi fortsat mærker eftertrykket af spillets revolutionerende mekanikker, må vi efterhånden erkende, at det primært lever videre i kraft af sin nostalgiske værdi – som katalysator til en snak om de gode gamle konsoldage, hvor multiplayer foregik i samme lokale og det at kigge skærm var en alment anvendt og særdeles effektiv strategi.

Med ovenstående i mente er det nok så forståeligt, at Activision, der i dag bestrider Bond-licensen, har valgt at gøre et stort nummer ud af lanceringen af et nyt GoldenEye 007-spil til Wii. En kollektiv erindring af den størrelse er en guldåre uden sidestykke, og trods ikke at have andet tilfælles end navnet, gør de alt for at overbevise køberne om, at GoldenEye er tilbage for fulde sejl. Der er tale om en nyfortolkning i ordets bogstaveligste forstand, og det er relativt ukendte Eurocom – ikke Rare, som bekendt forlod Nintendo til fordel for Microsoft et par år tilbage – der svinger dirigentstokken.

2

Endnu en dag på jobbet og verden er blevet 312 terrorister fattigere.

Ved spilstart virker alt dog umiddelbart ved det gamle. Vi følger James Bond i sin jagt på en terroristgruppe ved navn The Janus Group, ledet af Bonds tidligere kollega Alec Trevelyan. Som i originalen, og filmen for den sags skyld, åbner GoldenEye 007 i det mørke Arkhangelsk, Rusland, hvor James kommer på sporet af et større kup mod Englands banksektor. I en hyldest til originalen begynder spillet med kameraet farende hen over den kæmpemæssige dæmning, forbi vagttårnet med de to patruljerende fjender og ind bag øjnene på Bond selv. Et nostalgisk øjeblik af dimensioner bliver dog hurtigt afløst af den barske virkelighed – der er sket meget siden 1997, både på godt og ondt.

Kommentarer (9)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!