Assassin's Creed Brotherhood

Veni Vidi Vinci.

Desmond Miles er en travl mand. På bare et par uger har han levet gennem to andre personers liv i sit hoved. Han er fanget i midten af et netværk af verdensomspændende sammensværgelser, men tilbringer alligevel det meste af sin tid på at ligge på sofaen og spille computer. Typisk.

Ubisoft Montreal har skam også haft travlt; blot et år efter den mastodontiske efterfølger til Assassin's Creed udkom, får vi chancen for at dykke videre ned i æteren og opklare flere mysterier omkring Edens æble og apokalypsen, og hvad de nu ellers kan grave op fra urtiden.

Men Assassin's Creed: Brotherhood handler først og fremmest endnu engang om Ezio Auditore da Firenze, der fulgte i sin faders fodspor som professionel snigmorder og drog på et ti år langt hævntogt, der kulminerede i en nævekamp med paven. Undskyld spoileren, men det er for godt til at udelade.

Brotherhood åbner skam også op med en kort genfortælling af begivenhederne fra de sidste to spil, og snart befinder vi os endnu en gang inde i Animus'en, ledsaget af en gevaldig omgang genetisk hukommelse og håndledsopererede klinger. Men er Brotherhood en værdig opfølger til en af de største og mest vellykkede fortsættelser i 2009, eller er det bare Ubisofts forsøg på at kværne serien ned til en årlig franchise?

1

En brat opvågnen for Ezio. Det er sgu' også uretfærdigt, når jeg brugte al den tid og penge på at opgradere skidtet i sidse spil.

Brotherhood åbner næsten direkte efter Assassin's Creed 2 endte; Desmond og hans Animus-trup er på flugt fra Abstergo i nutiden. Overraskende nok tilbringer man faktisk mere tid med Desmond, end man har gjort i de tidligere spil, blandt andet fordi man denne gang kan vælge at forlade Animus'en. Udenfor tillader et mindre areal endnu mere udforskning og interaktion med spillets andre hovedpersoner. Er man betaget af det overhængende plot, er der masser af sci-fi og sarkasme at finde her.

Tilbage i 1400-tallets Italien står Ezio som målløs efter sin rejse ind i Vatikanets hjerte. Hans villa bliver måske ikke så overraskende belejret af den komisk udspekulerede Borgia-familie. De er en smule mopsede over, at man har vanæret Guds jordiske sendebud og beslutter sig for at destruere ens hjemstad. Ezio, uden hverken penge eller allierede, rejser til Rom og forsøger at genetablere sit omdømme og territorie.

Det er i Rom, man tilbringer hovedparten af tiden i Assassin's Creed: Brotherhood. Byen er ikke helt så ærefrygtindgydende som Venedig eller Jerusalem, men den er massiv og fuld af kendte landmærker som Colosseum og Pantheon. Den bredere landmasse skaber et mere åbent terræn, der ikke er nær så tætpakket som de førnævnte metropoler. Heste er mere nyttige end nogensinde, da man skal bevæge sig vidt omkring for at generobre Roms bygninger.

Assassin's Creed: Brotherhood - Singleplayer launch trailer

For faste ejendomme optager en meget større del af formularen. Man kan denne gang deltage i reel ejendomsformidling, ved at købe og restaurere bygninger der ligger under Borgias indflydelse. Det giver også et twist til de ellers velkendte tårnklatringer, da hver distrikt er befolket af fjendtlige tropper, der skal fjernes, før man kan efterlade sit varetegn. Det medfører desuden, at penge spiller en meget større rolle end i Assassin's Creed 2, hvor ens kapital nærmest voksede uden man behøvede at løfte en finger.

2

Rom har en mærkbart mørkere tone end Venedig og Firenze. Det passer også godt til Jesper Kyds soundtrack, der klart er hans bedste værk i serien.

Med nye ting at spendere sin formue på, følger der flere måder at tjene kassen på. Der er en veritabel hærskare af sidemissioner og andre jobs, så som at hjælpe sine allierede (tyve, glædespiger og lejesoldater) og opgradere deres hovedkvarterer i processen. Den største tilføjelse til systemet er dog snigmorderlavet. Kort inde i spillet støder man på beboere, der bliver truet på livet af Borgias' soldater, og hvis man assisterer dem, slutter de sig til en.

I det såkaldte broderskab kan man sende ens yndlingsmordere på kontraktmissioner i resten af Europa. Der er forskellige sværhedsgrader, og chancen for succes er levelbaseret. Hvis missionen lykkes, tjener man penge på kontrakten, og ens mandskab får en mængde experience, som man kan bruge på at opgradere deres udstyr, så de kan tage på sværere missioner og opnå et større udbytte. Selve systemet optager ikke mere end et sæt menuer, men det er alligevel en vanedannende sideaktivitet, der tilbyder en lidt mere håndgribelig måde at blive rig på.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!