Need For Speed: Hot Pursuit

Ud at køre med de knapt så skøre.

Ah, lyden af sirener og hvinende bildæk. Det får enhver drengerøv med respekt for sig selv til at smile saligt. Ikke fordi mænd har en indre bankrøver gemt i maven, men fordi det minder en om barndommens leg og Hollywoods sans for hæsblæsende biljagter.

Hvem har ikke siddet på stuegulvet og leget politi efter røvere med legetøjsbiler? Gulvtæppet var motorveje, nullermændene vejspærringer og mors nye stuebirk tilflugtsstedet for den fæle bilbande, som politiet var i hælene på. Legen var ofte inspireret af, hvad man havde set i fjernsynet i selskab med ens biljagt-entusiastiske fader. 'Ud at køre med de skøre' og 'Blues Brothers' står for mit vedkommende som to af barndommens helt store biljagtsklassikere, når det gælder hæsblæsende og fuldstændig langt ude bilræs med tossede fartbøller og mere end normalt pligtopfyldende politibetjente.

Klimakset i 'Blues Brothers' er et sandt mekka for alle, der elsker lyden af sirener, smadrede politibiler og hvinende bildæk. "Ud at køre med de skøre" er så gennemført 80er kitsch, at jeg selv den dag i dag ikke kan lade være med at grine ved tanken om Burt Reynolds og Co.'s fuldstændig forrykte bilræs gennem USA – igen med lovens lange arm lige i hælene.

1

''Jeg er for kendt til det her sted. Jeg vil ha' andre kendte bilmærker med.''

Men hvorfor nu al denne snak om gamle biljagtsklassikere? Jo, ser du, 'Need For Speed: Hot Pursuit 'fanger netop essensen af denne klassiske katten efter musen-jagt. Politiet efter bilbøllerne. Ja ja, men det er ikke noget nyt i NFS-sammenhænge, tænker du måske, der har jo været politi med før.

Det er sandt, men aldrig før har fornemmelsen af fart, forbrydelse og fangst været så fandenivoldsk og smukt illustreret. Hot Pursuit er den bedste rendyrkede arkaderacer i flere år. 'Need for Speed' is back baby!

Æren for NFS's nyfundne succes skyldes uden tvivl udvikleren Criterion Games. De erfarne skabere af 'Burnout' serien ved en ting eller to om bilspil, og det mærker man straks. Hot Pursuit er skabt med et legende overskud og en sans for detaljen, der netop har været savnet i NFS-spil i mange år. Kun sidste års 'SHIFT' bød på noget nyt i serien, der ellers var ved at dø ud som et fesent 'The Fast and The Furios-plagiat' uden Vin Diesels imponerende isse. Der er ingen gumpetung bling-bling, unaturligt brede neonfarvede fælge eller oversmarte hip-hop attituder i 'Hot Pursuit', der er blevet klinisk renset for alt det, som har kendetegnet NFS-serien i mange år.

'Hot Pursuit' er glat som en ål og slank som en gepard i fuld firspring. Her er det fornemmelsen af fart og det at være enten den jagende eller den jagede, der er i sigtekornet. Speederen i bund og fuld fart frem, der kan kun være én vinder. Vrrruuum!! Vrrrruuummm!!

Det første, der møder en i spillet, er dog en teasertrailer for næste års 'Need for Speed: SHIFT 2'. Det kan undre, at EA har valgt at promovere et kommende bilspil som det første, når man tænder op for dette års NFS. Fuldstændig unødvendigt, da 'Hot Pursuit' er en så sprød og skråsikker spiloplevelse, at hvad der end venter en i 'SHIFT'-serien (som Criterion ikke står bag) synes uendeligt ligegyldigt og mest af alt som et PR-stunt, der har den modsatte effekt. Vi er ligeglade med næste år – det er nuet, der tæller. Speederen i bund, men hov! Der er lige et lille vejbump til.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!