Jesper Kyd om Assassin's Creed: Brotherhood • Side 2

Spilmusikkens danske Master Assassin.

Kan du fortælle noget om, hvordan processen er, når du laver et soundtrack, som f. eks. det nye her. Hvilke faser går det igennem i forhold til at komponere, indspille og masterere det?

Faserne følger meget udviklingen af spillet. Spil udvikler sig meget gennem udviklingsprocessen, så det er ikke altid, at det, man planlægger i starten, ender med at være det, der bliver brugt. Så jeg kan ikke altid planlægge det hele og så bare gå i gang.

Det er en god idé at følge udviklingsprocessen. Når missionerne så f.eks. kommer op at køre, så kan man gå i gang med missionsmusik, men at gå i gang med det før missionerne er oppe at køre giver ingen mening. Så normalt starter jeg med locationmusikken, for det er ofte det, der ændrer sig mindst. Og når så alt musikken er skrevet, så bliver det mixet, og så bliver det masteret og så bliver det implementeret.

Men det bliver implementeret løbende. Så det er sådan set ikke sådan, at vi venter med at implementere musikken til allersidst, hvor det bliver masteret. Vi har allerede musikken kørende. Og så optager jeg løbende mange forskellige musikere. Specielt til sidst laver jeg en masse optagelser. Men jeg kan også godt lide ikke at vente med alt lige til allersidst, fordi nogle gange er det meget godt lige at have en god fornemmelse af, hvor musikken er på vej hen. Nogle gange ændrer en live-optagelse på nogle ting, og man kan prøve nogle nye ideer. Selvfølgelig, hvis man optager med et stort symfoniorkester, så er det lidt nemmere at vide, hvor musikken er på vej hen, men særligt med solo-solister kan der ske en masse interessante ting.

Vi optog en masse instrumenter i en stor traditionel kirke i L.A., hvor vi satte vores eget lydgrej op, for det var ikke et sted, hvor man normalt optager, så der var overhovedet ikke noget grej til at starte med. Så vi skulle have alle vores mikrofoner, og vi satte dem massevis af steder og fik en kæmpe fed lyd, som vi optog derinde. Vi optog alle mulige mærkelige instrumenter derinde.

Nogle af de fedeste, synes jeg, var sådan nogle store renæssance-flag fra 1500-tallet. Det er sådan en tradition, som er populær i Italien, hvor de har sådan nogle "flag swinging sessions". Så har de nogen, der står og spiller trommer, og så står der nogen og laver de her tricks. Så havde jeg sådan en idé om, at den der lyd, der kommer, når man svinger sådan et kæmpe flag, 'whuuw-whuuw', den lyder meget interessant. Så vi havde flere kæmpe flag, som svingede synkront, som så blev optaget i kirken, som gav nogle kæmpe lyde. Så det har jeg brugt meget på nogle rytmer og sådan nogle ting, og det giver en fornemmelse af, at man er ved at invadere et slot eller sådan noget. Sådan nogle ting har vi arbejdet meget med.

Jesper Kyd - City Of Rome (5:33 min)

Du kom selv lidt ind på, hvordan det nye soundtrack er en del af en serie. Du har jo før lavet musik til andre spilserier. Er det sådan, at du tænker, at hver spilserie har en særlig stil, som man skal prøve at ramme?

Ja, lige præcist. Det er utroligt fedt at være involveret i en spilserie. Specielt hvis man er der fra starten af, så man kan hjælpe med til at introducere, hvad musikstilen er for det her spil. Der har jeg jo været heldig med Assassins Creed, at jeg har kunnet være med til at fastsætte Assassins Creeds musikstil. Og selvom spillene har ændret sig meget fra Assassins 1, 2 og Brotherhood, så er der stadig temaer, der går igen fra Assassins Creed 1 og 2. Og der er også altid den der fremtidsting, som vi kalder 'Present', som egentlig er et par år ude i fremtiden. Den har jeg udviklet mere af nu, hvor f.eks. Desmond Miles har fået sit eget tema, og selve æblet som var i Assassins 1 kom op i Assassins 2, og som også er i Brotherhood og har en stor betydning for historien, har nu også fåets sit eget tema.

Så jeg har fået udviklet en masse temaer nu, jo mere vi går i dybden i historien, finder vi ud af, jamen alting skal jo have et tema eller et lydbillede. Det er ikke altid, man behøver at have et tema, man kan gå og fløjte, men det skal alt sammen have et helt unikt lydbillede. Sådan at bare når man hører det, så 'Nå, nu snakker vi altså om æblet' for eksempel.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!