Call of Duty: Black Ops Anmeldelse

Call of Duty: Black Ops, årets dyreste spilproduktion og samtidig mest hypede spil, er landet - og det skuffer på flere punkter.

Treyarch har fået frit lejde til at lave årets Call of Duty, nu ude af Infinity Wards skygge og helt alene på scenegulvet. Og det forpligter. Men årets allerede mest solgte actionspil er på ingen måde en innovation i genren, nej, det er nærmere et skridt tilbage for Call of Duty som franchise og en rejse tilbage på FPSens tidslinje.

Treyarch er muligvis Activisions nye darling, men de synes at være blevet forblændet af egne evner for fyrværkeri og markedsførsingscamouflage til i kernen at levere en shooter for den tænkende spiller. Det lyder som et hårdt angreb, men det må være fair med noget payback efter disse mange ugers mediestorm, som vi til dels selv har været en, om end frem til nu upartisk, del af op til lanceringen. Don't believe the hype!

Singleplayer-historien er fin. Men nyd den, du kommer aldrig til at opleve så meget luft omkring dig online.

Jeg sidder og kigger på server-tickeren, som konstant feeder småinformationer om, hvor mange kilo semtex, verdens CoD-fans har fyret af online siden lanceringen i starten af ugen, hvor mange millioner gange en avatar har mistet hovedet - og hvor mange skins folk har købt til deres våben. Jubel! "Multiplayer - free with every copy of Black Ops", står der også en gang imellem. Jamen tak, så det vil altså sige, at kampagnen - den store Hollywoodfilm, vi blev trukket gennem med en hånd fri til popcorn - var dét, Treyarch har lagt mest arbejde i? Multiplayer er blot en bonus? Gavmildheden har ingen ende. Jo mere jeg tænker over det, er det den kontrollerede singleplayer-oplevelse, Treyarch har satset mest på, for multiplayerdelen er lige til at lukke op og putte flere døde ting ned i.

Det er måske kun en brøkdel af køberne, der går efter historien alene, uden overhovedet at være interesserede i multiplayersiden. Og sjovt nok står der dog i samme newsticker i onlinemenuen ikke noget om, hvor mange gange folk er blevet dræbt med kniv på tre meters afstand, eller hvor mange gange folk er blevet mejet ned af skud, der reelt set slet ikke rammer. Der er ingen som studser over rundens sidste Kill Cam som - igen! - viser en mand blive savet over ved anklerne eller af skud gennem hjørnet på en betonmur. Der er ingen af spillerne med mikrofon, der studser over at det ser underligt ud. De stønner kun lidt af nørdet vellyst over killstreaks der enten lykkes eller glipper. De grusomme fejl bliver godtaget som noget, "der bare er der".

1/21 Nyd de æstetiske kameravinkler og den højere grad af læsket grafik og lyseffekter i kampagnen mens du kan...

Forrige Næste Se alle ▸

Men nu er det slut. Jeg kan ikke godtage, at Black Ops, årets bogstaveligt talt dyreste spil, ikke kan spilles online uden i hver eneste match at føles tilfældig. Skud rammer folk gennem vægge og tilsyneladende også uden at projektilets bane overhovedet er i nærheden. Avatarernes hitboxes er større end figurerne og selvom Auto Aim ikke findes online, lever dets spøgelse videre, og det er sørgeligt i det hele taget, at Treyarch føler, at der brug for auto aim med så stupid og forudsigelig en AI, de præsenterer.

Granaterne og deres tøsede puf-lyd sprænger kun med en halv meters radius for tilsyneladende at implodere for resten af regningen. Bazookaer har ingen effekt, ja, folk løber ligefrem bare væk fra eksplosioner og skudsalver. Black Ops' pistoler er fuldstændig overpowered og banerne, alle små, klaustrofobiske og relativt identiske, får mig til at tænke på det gamle, dumsjove No One Lives Forever - med samme gakkede tungen-ude-i-kinden-spillestil, bortset fra at man i Black Ops løber omtrent to gange hurtigere. Og at vi nu skriver 2010 og ikke 2001.