Fist Of The North Star: Ken's Rage

Tørre tæsk for tanketorsk.

I den første halve time af 'Fist of the North Star: Ken's Rage' overvejede jeg, om spillet vitterligt kunne læse mine tanker. "What is this?!" , "What is this?!", What IS this?!" råbte de utallige identiske modstandere i kor, da Ken's karatenæver igen og igen fik dem til at eksplodere i blodbudding-agtige animationer, og jeg kunne ikke være mere enig. Hvad i alverden var det her?! Bevares, 'Fist of the North Star' er en ægte manga-kultklassiker, men hvor var al morskaben og overraskelserne henne i spillet? Det var jo de nøjagtig samme snotdumme modstandere, jeg mødte igen og igen og igen.

Spillets evne til at læse mine tanker fortsatte, da en af fjenderne pludselig sagde "Ha! Look at that stupid face!", jo tak, der var ingen tvivl om, at jeg havde svært ved at finde en grimasse, der ku' passe til det makværk af et spil, der snurrede rundt i min XBOX360.

Tankelæsningen kulminerede, da en af fjenderne hånende råbte: "Ha! You are dealing with a superior mind now!". Jeg vidste, at det var på tide at se sandheden i øjnene og kalde en spade for en spade. 'Fist of the North Star: Ken's Rage' ejer ikke for fem flade øres intelligens og bør undgås som sidste uges sure sokker. Det er uden tvivl en af årets største stinkere. Føj.

1

Sekundet inden fjenderne eksploderer som blodbuddinger.

Stank er også en passende beskrivelse af spillets håbløst forældede grafiske stil, der konstant roder rundt i uappetitlige brune nuancer. Landskaberne, der byder på obligatoriske postapokalyptiske ruiner og ørkenområder, ville ikke engang give den originale XBOX sved i kredsløbet. Og karaktererne imponerer på intet tidspunkt med deres stivbenede animationer og iøjnefaldende mangel på detaljer og sjæl i designet. Det hele ligner en omgang udkogt havregrød peppet op i 1080p. Værsgo at spis!

Gameplayet, der ellers kunne have reddet grøden fra at brænde på, øger kun til den vamle smag. Det her er slå-på-tæven-spil for dummies. Der er ingen finesser, ingen dybde og ingen udfordring i gameplayet. Der er kun horder og atter horder af tanketomme fjender, der tilfældigt ramler ind i dine næver og eksploderer som sprængt blodbudding i processen. Mums!

'Fist of the North Star: Ken's Rage' er skabt af udviklerne bag 'Dynasty Warriors'-spillene, og deri ligger sagens kerne. Det her er en elendig udgave af 'Dynasty Warriors' blot med 'Fist of the North Star' karakterer og lokaliteter klasket på for et syns skyld. Bag det hele er det samme ensformige gameplay, der ikke har rykket sig en meter siden tidernes morgen. Du render rundt på de mest trøstesløse baner og tamper løs på slå- og sparkeknapperne i håbet om, at hjernedøde modstander nummer 2851 i rækken også er den sidste af sin slags. Det håbløse kamera, der sejler rundt og sjældent viser kampene fra de mest fordelagtige vinkler, gør også sit til, at grøden og dit temperament hurtigt koger over.

Fist of the North Star - Gameplay

"These fists have seen more than you can imagine!" råber Ken triumferende efter at have nedlagt en af spillets intetsigende bosser, og der fik jeg nok. Jeg vidste udmærket, hvad Ken's knytnævner havde set: de samme fjender, de samme angreb og de samme eksploderende blodbuddinger om og om igen. Jeg rejste mig prompte og slukkede min XBOX360 i frustration over, at et så rædsomt og håbløst forældet spil ser dagens lys i 2010. I stedet hev jeg min PlayStation 2 frem fra gemmerne, smækkede målrettet 'God Hand' i og satte mig til rette.

2

Blodbudding ad libitum!

Ah! 'God Hand'!! Dette fantastiske japanske tæskespil fra 2006 er præcis, hvordan et 'Fist of The North Star' spil burde være. Fandenivoldsk, skrupskørt, udfordrende på grænsen til det masochistiske og sprængfyldt med de svedigste combo-angreb på denne side af solens rige. Det kommer næppe bag på nogen, at 'God Hand' er orkestreret af Shinji Mikami – manden bag moderne actionbrag som bl.a. 'Resident Evil 4' og dette års mest hæsblæsende shooter – 'Vanquish'.

Japanerne er urørlige, når de for alvor slår sig løs og sparker vesterlandske actiontitler tilbage til stenalderen med deres gakkede originale ideer. Men når det hele brænder på og er blottet for sjæl og charme, så lugter det i den grad fælt og bør undgås for enhver pris. 'Fist of the North Star: Ken's Rage', din sidste salgsdato er overskredet med årtier.

2 / 10

Læs om vores karaktersystem Fist Of The North Star: Ken's Rage Martin Lennon Tørre tæsk for tanketorsk. 2010-11-10T20:26:00+01:00 2 10

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!