Amnesia: The Dark Descent

Er du bange for mørke?

Det er menneskets lod at være bange for mørke. Siden tidernes morgen har vi frygtet den tid på dagen, hvor solens sidste stråler svinder fra horisonten, og vores ellers så trofaste øjne mødes af en kulsort intethed. Et sted, hvor vi er frarøvet en af vores primære sanser, er selvfølgelig et farligt sted, det siger sig selv. Derfor er det kun naturligt, at vi skaber os fantastiske forestillinger om mørkets gyselige gespenster og skumle skabninger.

Angsten for mørket stifter vi bekendtskab med allerede i vore tidlige år. Selvom vi måske har fortrængt det med årene, vil langt de fleste af os kunne genkalde dengang, man havde fået eget værelse og for første gang skulle sove alene. Når lyset til soveværelset først blev slukket, begyndte tankerne at vandre. Pludselig fik klædeskabet træk af en høj, uhyggeligt skikkelse, og vindens susen syntes langt mere klagende end få sekunder forinden. Og selvom vi med alderen lærer, at klædeskabets figur blot er et resultat af dets flotte mønster, og vindens susen intet mere end træk fra vinduet, så vokser vi aldrig helt fra angsten for det ukendte.

2

Frictionals designere har skabt nogle af de mørkeste baner i branchens historie. Imponerende, derfor, at man sjældent farer vild.

Pudsigt er det derfor, at det er selvsamme angst, der drager os i store dele af mediekulturen. Ja, vi direkte higer efter spændingen ved det ukendte - gyset, der får nakkehårene til at rejse sig og giver huden en karismatisk prikket overflade. Vi er del af en kultur, der glædeligt betaler 85 kr. for at skrige i kor til synet af små, sorthårede piger med dertilhørende hæse stemmer, der på makaber vis tager livet af uheldige japanere. Så snart mørket falder på, hvad enten det er udenfor, i biografsalen eller soveværelset, løber fantasien lettere af med os, sådan har det altid været, og sådan vil det formentlig altid være.

Så meget desto mere effektivt fremstår virkemidlerne i Frictional Games' særdeles dystre gyserspil Amnesia – The Dark Descent. Det kun fem mand store hold med hovedsæde i svenske Helsingborg har i en årrække gjort det til deres levevej at skræmme folk foran computerskærmen, og med deres seneste udspil tør vi roligt sige, at de har sat en ny skrækindjagende standard.

Amnesia: The Dark Descent - Gameplay

Amnesia fortæller historien om Daniel, en opdagelsesrejsende fra England, der, efter at have fundet en mystisk artefakt i Afrika, oplever at blive hjemsøgt af en række fjendtlige væsener. Daniel rejser derfor til Brennenburg Castle i det østlige Prøjsen, hvor en rigmand ved navn Alexander mener at kunne hjælpe ham – så nemt skal det dog ikke gå. Vi følger Daniel, som han vågner i de indre gemakker på Brennenburg-slottet. Som spillets titel antyder har Daniel midlertidigt ingen idé om, hvor han er og hvorfor. Dette bliver starten på en usædvanlig dunkel fortælling om et menneskes kamp mod det overnaturlige.

1

Hvilke SM-fester, der holdes i Brennenburg-slottets toturkamre, melder Frictional intet om, men suspekt er det!

Brennenburg Castle sætter en perfekt ramme omkring spillets historie. Det tilsyneladende forladte slot gemmer på stribevis af hemmeligheder, den ene mere makaber end den anden. Spilleren afdækker disse gennem øjnene på Daniel, som han gradvist søger dybere mod slottets inderste kamre, hvorfra han drages af en mystisk kraft. Historien er ikke synderlig original, men den er velfortalt og så tilpas spændende, at man piner sig gennem de mareridtsagtige omgivelser.

Det er dog langt fra givet, at der bliver en lykkelig udgang på eventyret. Slottets korridorer hjemsøges af de selvsamme væsener, som Daniel bragte med hjem fra Afrika, hvorfor spilleren må udvise en forsigtig adfærd, hvis han ønsker videre overlevelse. Akkurat som Climax forsøgte med deres Silent Hill-reboot tidligere på året, har Frictional med stor succes valgt at ekskludere deciderede kampsekvenser fra spillets gameplay, og således er eneste løsning at løbe for sit liv. Det er et instinktivt budskab, der taler direkte til reptilhjernen, og så meget desto mere skræmmende fremstår de ubeskrivelige fjender, når de er i nærheden. Når alt kommer til alt kan en .45-kaliber pille kanten af selv de mest obskure monstrøsiteter, og efter fem minutters spil er man da heller ikke i tvivl om, at Frictional har taget det rette valg.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!