Jeg må indrømme, at jeg stadig ikke helt har styr på, om vi overhovedet fejrer Halloween i Danmark. Jeg har observeret, at Bilka gerne vil have vi gør, men som helligdag har den jo ikke megen kulturel betydning i norden. Men pyt med det; vi behøver ikke at underkue os fabrikerede højtideligheder, så længe vi kan tilbringe aftenen i selskab med morbide og gruvækkende spiloplevelser!
Set i lyset af at vi dækkede de største, mest populære gysertitler i sidste års artikel (som i øvrigt stadig er fuldt ud aktuel), angriber vi sagen på en lidt anden måde i år. Da mængden af rendyrkede horrorspil selvfølgelig ikke er eksploderet over de sidste 365 dage, dækker vi et lidt bredere spektrum - men ikke på bekostning af en passende atmosfære. Formålet er at fremhæve gode spil, både kendte og mindre kendte og forhåbentlig skabe en god horror-stemning i det monotone efterårsvejr.
Og stemning er noget alle disse titler har tilfældes, uanset genren. Nogle er dystre efterforskninger af den menneskelige natur, og andre er bare ren og skær makaber underholdning. Disse udvalgte titler handler om det ukendte, det uforståelige, det ubeskrivelige og det uhellige. Der er intet bedre tidspunkt til at lade sig selv blive opslugt af sin egen mørke side.
Alan Wake
Platform: Xbox 360
Tidligere på året udkom dette mærkværdige spil fra Remedy - holdet bag Max Payne. Alan Wake var under udvikling i årevis, og det var flere gange usikkert, om spillet overhovedet ville se dagens lys. Men heldigvis lykkedes det, og vi fik chancen for at stifte bekendtskab med den fandenivoldske paperbackforfatter Alan Wake.
Pennen er mægtigere end sværdet for Alan Wake. Men ikke mægtigere end det oversavede haglgevær.
Sammen med sin kone tager han på ferie i det nordvestlige USA i byen Bright Falls. Spillet er gennemsyret af referencer til populære horror- og krimititler, især Twin Peaks, Twilight Zone og hele Stephen Kings katalog. Det viser sig hurtigt, at der er et eller andet galt i Bright Falls, og da hans kone forsvinder, bliver Alan viklet ind i begivenhederne, og verdenen omkring ham begynder at ændre sig på mystiske måder, mens skyggeagtige beboere jager ham, når solen går ned.
Hovedtemaet i Alan Wake er kontrasten mellem lys og mørke. Man er bevæbnet med en lommelygte (som man i modsætning til Doom 3 kan bruge samtidig med sin pistol), som man bruger til at nedbryde fjendernes forsvar, hvorefter man skal placere skuddet. Det er en simpel dynamik, og da spillet er opdelt i episoder, er der tilpas med variation i omgivelserne og kampscenarierne.
Har man allerede spillet Alan Wake, er en ny online-episode ved navn "The Writer" lige blevet udgivet på Xbox Live. Den følger historien fra den tidligere episode "The Signal", der forresten er gratis for alle, der har købt spillet nyt.
Amnesia: The Dark Descent
Platform: PC
Fra indie-talenterne Frictional Games, skaberne af Penumbra-trilogien (som vi anbefalede i sidste års artikel), kommer Amnesia: The Dark Descent - et helt nyt, dystert forsøg på at skabe det ultimative moderne horror-spil. Kraftigt inspireret af H. P. Lovecraft befinder man sig i et mørkt, prøjsisk slot, hvor man som hovedpersonen Daniel skal afdække de grufulde begivenheder, der har fundet sted. Som titlen antyder lider man af hukommelsestab og finder undervejs beskeder fra sig selv, der uddyber plottet og afslører de ubeskrivelige onder, som Daniel har oplevet.
Amnesia er på mange måder en moderne spilkonvertering af klassiske gyserhistorier.
Amnesia udmærker sig med et særpræget talent til at få spilleren til at virke sårbar. Man kan ikke forsvare sig selv, og man mister bogstaveligt talt besindelsen ved at stirre direkte på alle slags overnaturlige fænomener. Som klichéen lyder, er dét du forestiller dig meget mere skræmmende end det, du ser, og Amnesia eksemplificerer dette koncept fornemt. Man ser sjældent, hvad der egentlig lurer i mørket, da spillet på fornuftig vis træner en til at flygte eller gemme sig, når der er fare på færde. Og med en fænomenal lydside, er det reelt et af de mest skræmmende spil i årevis.
Amnesia er som sagt ikke højprofileret, men er man tilbøjelig til at skabe den rette stemning ved at slukke lyset og fatte hørebøfferne, finder man sjældent en mere rædselsvækkende oplevelse i hele mediet, og det skal spillet have ros for. Amnesia kan blandt andet skaffes på Steam eller direkte fra producentens hjemmeside (http://www.amnesiagame.com/) og koster omkring 115 kr.
Castlevania: Lords of Shadow
Platform: Xbox 360, Playstation 3
Det er svært at kalde Castlevania for et rendyrket horror-spil, men der er ingen tvivl om, at serien er gennemsyret af kærlighed for klassikerne. Dracula, Frankenstein, alskens gotiske og mytiske fortællinger definerer stilen i Castlevania, og Lords of Shadow præsenterer en anderledes, mere moderne udgave af Belmont-klanens vampyrdræbende bedrifter.
Der skal også være plads til lidt vampyrudrydning. Lords of Shadow har skam rigeligt.
Som et fuldt ud reboot af serien ser Lords of Shadow bort fra de mange håndholdte titler, der har defineret serien i det sidste årti, og begynder forfra. Som Gabriel Belmont, et medlem af en hellig krigerorden, skal man besejre skyggeherrerne og genvinde en mystisk maske, der siges at kunne bringe de døde til live. Gabriel mistede for nyligt sin elskede og er besat på at få hende tilbage, hvad end det kommer til at koste.
Lords of Shadow er desuden det første 3D Castlevania-spil i årevis. Det minder givetvis om God of War på grund af Gabriels piskeagtige våben, men udvikler sig snarere til en slags hybrid, der konstant forandrer og varierer sig over den lange kampagne. Der er mange forskellige gameplay elementer at holde styr på, og man opgraderer konstant sine evner til at være mere effektiv mod mørkets horder.
Castlevania: Lords of Shadow er som sagt mere et action-spil, men med en storslåede gotiske stil og et virvar af varulve, vampyrer og andre mytologiske væsner, er spillet alligevel til en god kandidat til en actionfyldt allehelgensaften.
Closure
Platform: PC
Closure er et helt gratis, flash-baseret spil, der har vundet diverse indie-priser, siden det blev lanceret sidste år. Det er et begavet puzzle-spil med en enorm dyster kvalitet. Uden forklaring begynder man ved siden af en forulykket bil og befinder sig i en mystisk sort/hvid verden. Spillet er bygget op omkring en meget simpel mekanik; verdenen er indhyllet i mørke, og man skal nå udgangen i hver bane ved hjælp af lys - for jorden eksisterer bogstaveligt talt kun der, hvor lyskeglerne skinner.
Closure benytter en meget simpel stil, men den er med til at gøre det til mere end et typisk flash-spil.
Man skal bevæge sig hen ad de kridthvide linjer ved at manipulere forskellige objekter og lamper og derved "flytte" lyset, så man kan skride fremad. Med et gennemgående effektivt minimalistisk design og en umagelig lydside, er Closure en god måde at spendere en time eller to på. Det er som sagt gratis, men der er helt klart lagt meget anstrengelse i at skabe et velfungerende leveldesign og en unik, forstyrrende visuel æstetik, der bliver i hukommelsen længe efter, man har spillet det. Closure kan findes på den officielle hjemmeside, og holdet er pt. i gang med at udvikle en fuld version til PC og Mac, der forhåbentlig skulle udkomme i løbet af det næste år.

