Star Wars: The Force Unleashed II Anmeldelse

Star Wars The Force Unleashed II er kassetænkning af værste skuffe. Det lokker dig med løfter om Star Wars-spillet over dem alle, men er i virkeligheden en af de mest uinspirerende, uambitiøse og direkte skuffende spilfortsættelser i Jedis minde. Det vil have dine surt tjente sparepenge – and that's it. Jamen, det er jo Star Wars! Det må da have noget af den klassiske magi? Svaret er nej – eller ”nooooooooooooooooo!!!”, som Darth Vader så hjerteskærende udtrykte det i slutningen af Episode III.

Hovedarkitekten bag Force Unleashed II, Haden Blackman, forlod meget belejligt LucasArts for at danne sit eget firma, kort tid før spillet var færdigt, og efterfølgende blev store dele af Force Unleashed-holdet på LucasArts fyret. Hvem der er ansvarlige for spillets åbenlyse mangler, kan jeg kun gisne om, men efter at have gennemført Force Unleashed II forstår jeg godt LucasArts beslutning om at skrotte alle planer om en treer, inden toeren overhovedet var udkommet.

Endnu en lang og mørk korridor ventede forude. Det var nummer 1317 den dag...

Det første Force Unleashed var et mangelfuldt, men stadig underholdende spil, der for det første havde et medrivende plot, der gav mening, og for det andet havde det flere visuelt overdådige verdener, der smukt viste Star Wars-universets mangfoldighed. Lige fra Wookie-planeten, Kashyyyk, til en labyrintisk skrotplanet, en frodig skovplanet og det inderste af Dødsstjernen.

Force Unleashed II har derimod det mest intetsigende level-design og de kedeligste miljøer, man kan forestille sig. Du fægter dig igennem den ene mere grå og triste bane i et forgæves håb om, at der snart sker noget nyt og farvestrålende. Visuel variation er stort set ikke eksisterende i Force Unleashed II, der også byder på langt færre verdener end det første spil. Du både starter og slutter på klonplaneten Kamino, der ganske som i Episode II er et mørkt og regnfuldt bekendtskab fyldt med uendeligt lange korridorer, der ligner hinanden til forveksling. Force Unleashed II er en grafisk skuffelse, der aldrig formår at fremvise en af Star Wars største styrker: visuel overdådighed og opfindsomhed.

'Dancing in the rain, oh Dancing in the rain, I'm happy again'

Plottet, der netop var det første spils helt store force, er her en dårlig joke uden pointe. Starkillers dramatiske historie fra vugge til grav er allerede fortalt i etteren, og at bringe ham til live som en klon er ikke alene dumt, men også unødvendigt. Hele spillet igennem bliver der sået tvivl om, hvorvidt Starkiller er en klon eller ej, men problemet er, at du er ligeglad. Han ligner Starkiller, har samme evner som Starkiller og er fra et gameplaymæssigt synspunkt den nøjagtig samme karakter. Så om han reelt er Starkiller eller ej, er komplet ligegyldigt. At spillet oven i købet aldrig formår at komme med et endegyldigt svar på klonkrisen, føjer kun spot til skade.