Eurogamer.dk

Final Fantasy XIV Online • Side 2

WOW-faktor?

Den allerførste historiedrivende levequest var ret lang, eller i hvert fald i mange etaper, og gav mig god grund til at løbe rundt i området, men der var ikke meget action undervejs, så jeg glædede mig til nogle opgaver, der ville give mig lov til at udfolde og udvikle de magiske kræfter, jeg vidste ,min figur Aurius havde i sig. De forskellige levequests er opdelt i forskellige kategorier, og blandt andet skelnes der mellem missioner, hvor man skal slås, og missioner af ren håndværksmæssig karakter. Jeg valgte de første.

Den slags begyndermissioner er meget simple: Løb et par hundrede meter syd på ad skovstien og dræb nogle små dyr. Men igen er det som om, at information og feedback er fy-ord. Som magiker kan jeg indlede kamp simpelthen ved at kaste en formular på en udvalgt ildflue eller skovsvamp. Men spillet skal tilsyneladende kommunikere alt med serveren, for der er temmelig lang ventetid, før der overhovedet sker noget.

3

Hver mission har sit eget ikon.

Så er der en energibar, der bliver tømt og derefter fyldt op igen, og på et eller andet tidspunkt ligner det, at der sker noget. Det gør det meget svært, at vide hvornår man kan/skal kaste sine formularer, og om det overhovedet virker. Faktisk er systemet så ude af sync, at man en gang i mellem i tekstvinduet kan læse at monsteret er dødt, og man har fået sine experience points, allerede inden man på skærmen har set den dræbende handling.

Og håndværksmissionerne er endnu værre. I hvert fald for en nybegynder. Jeg blev bedt om at lave kridt, og jeg fik udleveret de rigtige materialer (stod der). Men ellers var der ingen hjælp at hente. Jeg tænkte, at Google og det entusiastiske community kunne hjælpe, men jeg fandt aldrig andet end en liste over ingredienserne til kridt. Endelig var der en venlig spiller, der svarede på mine spørgsmål og fortalte, at jeg skulle købe et særligt stykke værktøj, der passede til min håndværksprofession. Med det stykke værktøj i hånden, ville der komme et nyt punkt i menuen, som ville give mig mulighed for at lave kridt. Så jeg fandt nogle handlende, og så kunne jeg ellers gå fra bod til bod, og kigge deres varer igennem, for at se om en af dem havde mit værktøj til salg. Det lykkedes efter relativt få forsøg. Men jeg kunne stadig ikke finde ud af at lave kridt. Og så gav jeg op.

Gameplayet lever slet, slet ikke op til denne ellers nok så lækre CGI trailer...

Jeg kunne sige, at grafikken i spillet faktisk er rigtig flot, og lydsiden er ganske lækker, men det er svært for alvor at nyde, så længe spillet er så lang tid om at loade figurer og lignende ind, at man hver gang, man løber ind i tættere befolket område, skal stå i op til et minut eller mere og vente på, at personen med den næste mission kommer til syne.

5

Der er frygtelige monstre i de mørkegrønne skygger.

Jeg kunne fortælle om, hvor fedt det egentlig er, at man er fuldstændig fri i hvilken klasse ens figur har og hvornår. Med tryllestaven i hånden er man magiker, og med sværdet i hånden er man kriger og så fremdeles. Men det er i virkeligheden ligegyldigt, når man skal bruge så meget tid på at kæmpe med hemmelig navigation og et komplet fravær af brugbar information.

Der er selvfølgelig ting, der kan rettes med opdateringer og lignende, men Final Fantasy XIV Online er, selv når man ser bort fra tekniske problemer, helt ude af stand til at være underholdende/ikke-irriterende i mere end få korte øjeblikke, og jeg har svært ved at se, hvordan det realistisk set kan blive rettet.

Final Fantasy XIV Online skal have ros for nogle spændende og innovative tiltag i MMO-genren, men som spiloplevelse i helhed kan det på ingen måde anbefales.

3 / 10

Final Fantasy XIV Online Janus Hasseriis WOW-faktor? 2010-10-29T12:18:00+02:00 3 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...