Final Fantasy XIV Online

WOW-faktor?

Final Fantasy, den store serie af japanske rollespil, måske den største endda. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg også, at der stor gruppe ganske habile danske gamers, der aldrig har stiftet bekendtskab med Final Fantasy. Og jeg er selv én af dem (selvom habil naturligvis kan diskuteres), da jeg kan forstå på kendere, at Crystal Chronicles ikke tæller som en proper FF titel. Men online rollespil kender jeg, og kombinationen med en så berømt serie som Final Fantasy var mere end min nysgerrighed kunne stå for.Desværre lever summen af de to potentialer ikke helt op til mine forventninger. Efter en lidt indviklet proces med at registrere sig og få lavet en konto, viser spillet ellers rigtig gode takter. Mulighederne når man skal lave sin karakter, bestemme udseendet osv, er brede og inspirerende, man får virkelig lyst til at opleve den fantasiverden, Eorza, som man er på vej ind i. Derefter giver den lange, flotte og forventeligt lidt mærkelige introsekvens et yderligere indblik i Eorza, og ikke mindst en lovende smagsprøve på den grafik, som spillet kan levere.

1

Her kan du mødre andre spillere og få nye opgaver.

Men så hører de positive oplevelser også næsten helt op. Efter introen befandt min figur sig på en øde skovsti alene, uden nogen forklaring på hvor jeg skulle hen eller hvorfor. Den startby, som jeg havde valgt mellem tre mulige, var ikke lige til at få øje på. Jeg begyndte at løbe i den retning, der så mest spændende ud, kun for at blive teleporteret tilbage til udgangspunktet med en besked om, at jeg havde bevæget mig uden for min instance. Så løb jeg den anden vej, og det gik bedre.

Det var en irriterende oplevelse, og desværre en jeg fik lov til at prøve igen senere. Men bag den klodsede udførelse, gemmer der sig et ganske smart system. Som i andre MMO'er kan FF XIV lave en privat del af spillet til dig, oftest kaldet en instance, så man ikke bliver forstyrret af andre spillere under vigtige missioner eller lignende. Her foregår det dog helt flydende og midt i den regulære spilverden. Der står bare en kort besked i tekstvinduet, og så er din instance markeret med en rød cirkel på minikortet. Oven i købet kan din instance være centreret om og flytte sig med en NPC, som du skal følge i en mission. Det er teknisk set rigtig smart, og det giver en uforstyrret oplevelse. Problemet er så, at det kan skifte så ubemærket, at man tilfældigvis kommer til at træde ud af sin instance og dermed genstarte missionen.

2

Stop op og nyd udsigten.

Og den oplevelse af, at spillet ikke kommunikerer særligt godt, er desværre meget gennemgående. Missioner eller quests hedder her levequests, og selvom de har flotte beskrivelser og fine animationer, når man skal vælge dem, så kniber det med selve udførelsen. I beskrivelsen af en levequest er der et kort, der viser, hvor opgaven eller objektivet er placeret. Men ingen indikation af hvor det er i forhold til din aktuelle position. Du har også et generelt kort, der viser præcist, hvor du befinder dig - men det viser til gengæld ikke levequests. Efter at have løbet lidt tilfældigt rundt i skoven, fandt jeg ud af, at man kan scrolle på kortet med de taster, man ellers styrer kameraet med. Tilfældigt, for det står ikke i manualen.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!