Eurogamer.dk

Professor Layton and the Lost Future

Tilbage til Fremtiden.

Londons selverklærede gentleman nummer et, Professor Layton, er unægtelig en mand af særlig kaliber. Hvad enten det er som underviser, forfatter, eventyrer eller privatdetektiv, er professoren med den ikoniske tophat altid på pletten. "Alle gåder har sin løsning," lyder mottoet fra en karismatisk figur, for hvem ingen udfordring er for stor og høflighed livets allerstørste dyd. Så meget desto mere befriende, at tredje spil i serien om Professor Layton, The Lost Future, giver et helt unikt indblik i professorens fortid. Et kig bag facaden af uigennemtrængelig godhed.

I The Lost Future, der er tredje spil i rækken om Professor Layton, følger vi atter professoren og sin assistent, den noget yngre Luke Triton, på eventyr i London og omegn. Vi kommer ind i historien, da Londons borgmester, Bill Hawks, under en offentlig fremvisning af en tidsmaskine forsvinder på mystisk vis. Få uger efter hændelsen modtager Luke et brev fra sit fremtidige jeg, der spår om død og ødelæggelse, hvis ikke Luke og Layton kommer dem til undsætning. Derfra tager historien fat; vore to helte befinder sig snart i det fremtidige London, hvor de bliver mødt med skræk. Godt 10 år ude i fremtiden har Layton nemlig skiftet profession; han bestrider nu en position som gangster-boss, hvorfra han spreder skræk og rædsel blandt byens borgere. Mange spørgsmål former sig. Hvad er professorens hensigter, og hvordan hænger det sammen med borgmesterens forsvinden?

2

Den er da nem. Du skal bare bytte rundt på A og D, rotere sidstnævnte 180 grader og... ehm. Giv mig lige fem minutter!

Professor Layton-spillene er altid god for mystik, overraskende drejninger og generel solid historiefortælling. Suspension of disbelief får dog en helt ny betydning, når Level 5 først åbner op for godteposen. Tidsrejse, svævende biler og overnaturlige fænomener er således hverdagsstof, når de japanske spilmagere fortæller. Det skuffer givetvis dem, der ønsker en mere traditionel whodunit-struktur, men kan man sætte sig ud over logikkens love, er der masser af spænding og intensitet at hente fra The Lost Future.

Det er dog ikke overraskende den tedrikkende professor, der i sidste ende stjæler opmærksomheden. Sidehistorien om Laytons fortid, der bl.a. involverer et romantisk forhold til en kollega, bliver således omdrejningspunktet for The Lost Future. Det piller lidt af den kant, som professoren har opbygget over de seneste to spil, men det er et kærkomment tiltag. Pludselig fremstår han helt menneskelig, med hvad dertil hører af styrker og svagheder.

Når ikke Level 5 demonstrerer deres narrative kundskaber, byder Professor Layton and The Lost Future på op i mod 150 nye gåder - et sammensurium af logiske, matematiske, sproglige og visuelle dilemmaer, der skal løses, hvis man ønsker fremgang i spillet. Visse gåder beder eksempelvis spilleren om at udregne arealet af en specifik figur, andre om at afsløre løgneren blandt fire udsagn, og nogle helt tredje udfordrer ens rummelige sans.

Professor Layton and the Lost Future - Trailer

Level 5 har med tredje spil ramt en god blanding af gåder, der trods at byde på en del gengangere er varierende nok til at tilbagevendende spillere føler sig udfordret. Endvidere er det positivt, at man aldrig er i tvivl om gådernes udformning eller mål - et presserende problem ved de tidligere spil. Skulle det ske, og det vil det, at man løber man panden mod muren, kan ledetråde til de enkelte gåder købes for specielle mønter, der samles i løbet af eventyret. Er man rig nok, kan man stort set købe sig til svaret på samtlige gåder, men det kræver, at man først går på en intens pixeljagt i spillets scenerier, hvor mønterne gemmer sig. Resultatet er et velbalanceret gådespil, der taler til folk på tværs af køn og aldersgrupper. Dog kræver det, at man væbner sig med en vis portion tålmodighed – tempoet vil nemlig for nogen være dræbende langsomt, men det er samtidig charmen ved konceptet.

3

The Lost Future lider akkurat som sine forgængere af Find Holger-syndromet. Japanerne elsker åbenbart at klikke hver enkelt pixel på skærmen.

Audiovisuelt er Professor Layton henrivende. Stilarter blandes i en herlig cocktail, fra belgiske Hergé til japanske Miyazaki. Der hersker en magisk stemning i og omkring Professor Layton-spillene, et velbygget univers, der aldrig skuffer i stil, kvalitet eller variation. Blot efter at have set spillets åbningssekvens forstår man, hvorfor der allerede er produceret en fuld-længde animeret film med professoren i hovedrollen med flere til følge.

Tomohito Nishiuras kompositioner er ligeledes udsøgte. Han når vidt omkring med sit soundtrack, der er rigt på bl.a. cello, violin fløjte og harmonika, der afløser hinanden på skift, og ofte imponeres man over, hvor overbevisende de lyder selv gennem DS-konsollens primitive højtalere.

Level 5 tager ikke mange chancer med Professor Layton and The Lost Future, men hvorfor skulle de? Historiefortællingen er solid nok, og gådeløsningen tilstrækkelig tilfredsstillende til, at man sidder klistret foran skærmen i de godt 15 timer, tidsrejsen varer. Tredje spil vil givetvis ikke kapre nye fans, men det plejer overbevisende forholdet til de mange millioner, der allerede holder af professoren og serien. "Another puzzle solved," fristes man til at sige.

7 / 10

Professor Layton and the Lost Future Mark Elsberg Tilbage til Fremtiden. 2010-10-28T12:28:00+02:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...