Fable III Anmeldelse

Fable II er et af de spil, jeg har brugt mest tid på de seneste par år. Jeg har gennemført alle missioner, nedkæmpet alle dæmoner og lagt ører til alle de vandede vittigheder og skøre skrøner i Albions forunderlige og charmerende verden. Jeg ejer alle bygninger og har flirtet, skræmt, joket, grinet, pruttet, danset og pralet overfor Albions bedre borgerskab, der alle og en vil giftes med mig. Rundt regnet har jeg brugt omkring 25-30 timer i Fable II. Til sammenligning har jeg brugt 6-7 timer på hovedmissionen i Fable III´s magiske verden, og rulleteksterne har allerede rullet over skærmen. Så kan I selv lave regnestykket.

Hovedmissionen i Fable III er skræmmende kort. Så kort, at jeg praktisk talt udstødte et gisp, da rulleteksterne meldte deres alt for tidlige ankomst. Var det virkelig det? Var missionen fuldført efter kun 6-7 timer. Det var den. Jeg var gået fra at være prins til revolutionsleder og konge på, hvad der føltes som et splitsekund, og det var så det. End of story. Men var det så en god historie? Svaret er ja. Alt for kort, men god.

Fordømt! Regnen spolerer mit skurkagtige smørhår!

Plottet i Fable III er uden tvivl det bedste plot i et Fable spil til dato. Det første Fable var en okay, men også skabelonskåren fortælling om en ung helt. Fable II havde væsentlig mere kød på karaktererne og bød på herlige bifigurer i form af de tre helte, man skulle rekruttere, og den mystiske troldkvinde Theresa, der spandt det hele sammen. Theresa er også til stede i Fable III, men i en langt mindre og desværre meget mere ubetydelig rolle. Taget i betragtning af, hvor central hun var i plottets udvikling i Fable I & II, kan det undre, at hun her dårligt nok er med.

Til gengæld er helten eller heltinden, du spiller, denne gang en meget mere helstøbt og snakkende karakter og ikke bare en stum actionman/kvinde, du kan få til at prutte, fnise og fløjte efter hunden. Du føler virkelig, at du spiller en ung prins/prinsesse, der må træde i karakter og trodse sin onde bror Kongen, der styrer kongeriget Albion med jernnæve. I er begge børn af helten fra Fable II, men det mærker man nu ikke på din onde bror. Helt i spillets start lærer du om din brors kyniske væsen, da du med sværdet for struben skal vælge, om din nærmeste ven eller en flok uskyldige bønder skal henrettes. Et brutalt og hjerteskærende valg kun et par minutter inde i spillet. Så er stilen lagt. Fable III bygger i langt højere grad end sine forgængere på valg og konsekvenser. Du bliver konstant mødt med spørgsmål om liv og død, hvor der intet rigtigt svar er. Der er blot umanerligt svære valg, som du skal leve med konsekvenserne af resten af spillet.

De svære valg popper op med jævne mellemrum i spillets første totredjedel, der minder meget om Fable II i struktur. Efter flugten fra kongeslottet må du rekruttere en hær, og det gør du ved at gennemføre en række historiebaserede missioner, der alle fører dig et skridt nærmere en revolution mod din onde bror. Undervejs møder du et sandt overflødighedshorn af betagende og mindeværdige karakterer, der alle er veldesignede med et unikt karikeret look. Grafisk er Fable III charmerende, og den mageløse musik gør også sit for sætte en særlig stemning.

Ingen kan modstå min evigt brændende hippie-flamme! Groove daddy!

I PR-sammenhænge er der gjort meget ud af stemmeskuespillerne i Fable III og det med god grund. F.eks. er John Cleese din trofaste butler Jasper, der altid står til tjeneste i spillets erstatning af et menusystem – det såkaldte 'Sanctuary'. Med blot et tryk på startknappen kommer du altid tilbage til 'The Sanctuary', hvor du kan vælge våben, magi, tøj, beundre din trofæsamling eller joine i en anden spillers Fable III spil via co-op gameplay. Det fungerer fint. Men desværre er det også meget strømlinet. Alt er skåret ud i pap, og stort set alle rollespilselementer er afskaffet.