Blizzard om WOW level 85+ og nyt MMO

”Begge spil eksisterer i 2012.”

Blizzard er allerede begejstrede over den fjerde udvidelse til World of Warcraft.

Til trods for at den tredje, Cataclysm, stadig er lige under to måneder fra at ramme hylderne, er spilgiganten allerede oppe at køre over deres idé til World of Warcrafts næstkommende udvidelse.

"Den er rimeligt freaking fed", fortalte John Lagrave, Blizzards senior producer på landeplagen, til Game Informer ved BlizzCon i den forgangne weekend.

"Vi har en central ide [til den næste udvidelse], der gør mig glad og begejstret og den gør alle andre glade og begejstrede.

Og når alle er glade og begejstrede, ved vi, at vi har fat i noget af det rigtige. Vi ved ikke om udvidelsen ender med at blive helt som vi forestiller os lige nu, men vi ved, at der er noget rigtig godt på vej. Om det bliver bedre end Cataclysm? Jeg synes i hvert fald, at det er pænt fedt. Jeg er virkelig forventningsfuld."

Mere om World of Warcraft: Cataclysm

Blizzard har siden lanceringen i 2005 spyttet en ny udvidelse til WoW ud cirka hvert andet år, så du skal nok ikke holde vejret allerede nu. Det betyder dog formentlig, at level 85 ikke bliver spillets endelige toplevel.

Imens du venter på Cataclysm og denne fjerde udvidelse, kan du passende nok også begynde at vente på Blizzards næste MMO.

Blizzards vicedirektør Bob Pardo fortæller dog, at fans ikke bør forvente at høre noget som helst om spillet før i hvert fald 2012.

Vi ved dog, at omkring 50 mennesker arbejder aktivt på det nye MMO-projekt.

I 2008 bekræftede Blizzards direktør Mike Morhaime at "det ikke bliver en efterfølger til World of Warcraft."

Og der er heller ikke tale om Diablo III.

"Vi vil ikke forsøge at erstatte World of Warcraft med vores nye MMO, " uddyber Morhaime. "Vi vil forsøge at skabe en anderledes massively multiplayer-oplevelse - og forhåbentligt kører World of Warcraft stadig så godt som nogensinde, når det nye MMO udkommer."

World of Warcraft: Cataclysm udkommer til PC og Mac den 7. december.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.