Eurogamer.dk

NHL 11

Permanent panik.

Der er et eller andet tosset ved, som granvoksen mand over 80 kilo, at iføre sig kilovis af skumpudepanser, en hjelm, tandbeskytter og stav, for så at gå på banen for at få ram på en mikroskopisk gummiskive tværs gennem vægge af animeret kød og nylon med knive spændt fast under fødderne. Svævende bødler.

Men det er også intenst og ikke mindst underligt ophidsende, når det lille sorte projektil skærer gennem luften og får en vanddunk til at flyve op i luften til tonerne af et kort hvæs med et horn og en aural-tsunami fra hundredevis af ikke særligt hemmelige voyerister bag halvanden centimeter plexiplade. Du kender det sikkert. Det hedder ishockey.

Årets udgave af NHL fra EA Sports er, traditionen tro, en viderebyggelse af de foregående års udgaver. EA har optimeret hist og her, lyttet til fanbasens råd og gråd, tilføjet nye features og i det hele taget kommet dybere ned i dermaen på HD-konsollernes arkitektur. Keder du dig allerede? Det gjorde jeg, da jeg første gang ville sætte mig ind i, hvad EA dog i alverden ville os med en nyversion. Men jeg må indrømme at jeg sidst rigtigt spillede serien i 09-udgaven og at gensynet med polarmåtten i NHL 11 har været alt andet end kedelig. Umiddelbart er den visuelle præstation også langt højere end for to år siden men en højere fps, mere glans på al den hårde plastik rund omkring og mere livagtige spillere i løb og ved takedowns.

Mit hold er NY Rangers. Dem er jeg altid. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være. De er ikke det bedste hold, men de er godt med. Og det er sådan set heldigt nok, for ellers var jeg ikke med blandt toppen i første forsøg på en hel sæson. Netop muligheden for at gå i lag med længere forløb, hvor man mellem kampene lever sig ind i sit hold, er den ene af disse sportsspil fra EAs styrker, som samtidig følges op af muligheden for bare at udlade 5 minutters uforpligtende og iskold vold, når man lige skal blæse lidt damp af. Og hvorfor ikke få tvisten om bodega-regningen ud af verden gennem så oplagt en mulighed for at sidde ved siden af hinanden og skælde ud i samme retning? Knæk et par stave og kom videre.

1

Der er igen i år endnu mere fokus på at viderelevere det fysiske ved ishockeysporten, blandt andet ved mere direkte kamp om pucken ved face-offs. Og dem er der mange af i en kamp.

NHL er, helt modsat eksempelvis tænketanken Madden, et utroligt primalt spil, hvor i hvert fald jeg som spiller aldrig rigtig har tid til at tænke formation og taktik, men nærmere må sidde på kanten af stolen og reagere instinktivt – og nogle gange i blinde, nærmest med afværgende arme – på skudchancer, angreb og kontra-angreb, alt imens det skide indstuderede slapshot ude fra banden fyres af for 12. gang i perioden. Det er magisk, for du er aldrig i kontrol og må bare se på mens du på en eller anden måde også styrer dét, du er tilskuer til. Ud af kroppen.

Ishockey er samtidig så meget hurtigere end eksempelvis FIFA, så det kræver en vis teenage-angst at være med i front og reagere korrekt i forhold til hver eneste situation. Pucken rejser fra den ene ende af banen til den anden på under et sekund. Det er scary shit. NHL er tempo. Et konstant højt tempo kun afbrudt af korte icings. Bed til at dine kæder ikke skifter på et kritisk tidspunkt – eller endnu bedre: Lær at styre dem selv, for AI'en er et monster i at udnytte dig, når dit hold er svagt og underbemandet.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...