Scott Pilgrim vs. The World Anmeldelse

Metafiktion. En genre, der gør opmærksom på sin egen fiktive natur som et decideret virkemiddel i sin egen gennemslagskraft. Effekten kræver, at læseren eller seeren er klar over, hvornår disse brud på de gængse regler for historiefortælling finder sted, og at vedkommende har styr på alle de intertekstuelle referencer til sig selv og andre værker, ofte nyere popkulturelle af slagsen, som det aktuelle metafiktive værk benytter sig af for at definere sin egen plads i den altomsluttende intertekst.

Var det en for stor kamel at sluge her i starten af det, der jo bare skulle være en anmeldelse af et Xbox 360 Live Arcade-spil (hvor meta blev jeg selv lige dér?). Hvad siger I så til en demonstration, i form af et spil, der refererer kraftigt til både retrospil generelt, den film, som spillet er bygget over, og den tegneserie, som henholdsvis filmen og spillet er bygget over? Det bliver en episk, rundtosset tur ind i et episk univers af episke proportioner.

Spillet fanger smukt den hyperaktive gnist fra tegneserien.

Det er svært at sætte Bryan Lee O'Malleys værk i bås, uanset, hvor meget akademisk pladder, man skriver i sin fine indledning. Men lad os tage den fra begyndelsen. Scott Pilgrim startede som en tegneserie i seks bind, og den handler om en temmelig slatten, ung deltidsbassist fra Canada, der møder den søde amerikanske tøs Ramona Flowers, men er nødsaget til at overvinde alle hendes syv onde ekskærester for at få lov til at date hende. Det betyder dog, at Scott må tage sig gevaldigt sammen og udvikle superhelteagtige egenskaber, som han dog allerede har fået lagt grundlaget til ved at spille Dance Dance Revolution-agtige ninjaspil i den lokale arkadehal. Hvorfor er det i øvrigt ikke DEN slags, vi skal bruge Kinect til?

Under alle omstændigheder har vi her at gøre med en klassisk historie om at vokse med opgaven, men i et univers, hvor alle vores gamerfantasier bliver til virkelighed. Scott Pilgrim vælter sig i popkulturelle referencer fra spilverdenen, lige fra Scotts band Sex Bob-omb til de mere obskure detaljer om mekanikker i fightingspil. Heldigvis er historien dog også morsom i sig selv, uanset hvor mange nørdede detaljer, man opfanger undervejs.