Space Invaders: Infinity Gene

Evolution fra rummet.

Spillet sælges via Xbox Live Arcade og Playstation Store.

Space Invaders er noget nær computerspillenes svar på Sergei Eisensteins ikoniske stumfilm "Panserkrydseren Potemkin": et episk værk, der lagde fundamentet til mange efterfølgende værker, men som i dag er så forældet, at vi dårligt kan forholde os til det som andet end et koryfæ fra en svunden tid. Det er et af de spil, der altid vil blive respekteret, men hvis gameplay i dag er omtrent lige så spændende som at trille med glaskugler på en grusbane eller forsøge at gennemskue sin forskudsopgørelse.

Derfor undrede det mig noget, da jeg startede Infinity Gene og fandt ud af, at gameplayet var stort set uændret. Det hele foregik med hvide, flimrende sprites på en sort baggrund, og jeg skulle styre mit lille rumskib fra side til side i bunden af skærmen samtidig med, at jeg skød de ikoniske fjender fra rummet ned, før de langsomt fik kravlet hele vejen ned og spist mig. Dette varede dog ikke længe, for pludselig skiftede spillet gear. Alting gik nu 10 gange hurtigere, og grafikken fik et nøk opad, ledsaget af energisk pumpende retro-technomusik. "E V O L U T I O N !", skrev spillet pludselig, og nu fik jeg mulighed for at bevæge mig i alle retninger, hvilket er helt uhørt i serien. Pif, paf, puf, så havde jeg klaret anden bane - stadig ganske uforstående. Fjenderne bevægede sig nu i alle mulige sære mønstre, musikken tæskede løs med ondskabsfulde undertoner fra det ydre rum, som havde man krydset de klassiske Space Invaders-temaer med Metroid og drysset det hele med ecstasy, og jeg skød mig febrilsk gennem et par skærmbilleder mere. Det gav et absolut minimum af mening, indtil jeg langsomt forstod, hvad spillet i virkeligheden havde gang i.

1

Hvis du sad på en vild tyr efter at have indtaget 10 tequila slammers og kiggede på dette billede, samtidig med at du var til raveparty, så ville det give et meget godt indtryk af spillet i aktion.

Det var begyndelsen på en aha-oplevelse, jeg ikke havde forventet. Jeg var bange for, at Taito bare havde skruet op for hastigheden og tilføjet noget trampermusik for at sælge os det samme, gamle Space Invaders i endnu en ny indpakning, men det var ikke tilfældet. Spillets store gimmick er nemlig det såkaldte Infinity Gene, som repræsenteres af en måler, som fyldes op af de point, du tjener. Når måleren er fuld, udvikler spillet sig. Den første af disse udviklinger giver dig som sagt mulighed for at bevæge dit skib i alle retninger. En anden giver dig et skib, der skyder med målsøgende lasere og så fremdeles. Jo længere, du kommer, desto flere forskellige elementer er der i gameplayet, og her begynder spillet at blive rigtig sjovt. Banerne udvikler sig samtidig fra at være gammeldags affærer på en enkelt skærm til scrollende vanvid med pulserende effekter i farver og 3D, som formår at være både friskt og retro på samme tid.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!