Vampyrer... Mytiske bæster med en forkærlighed for måneskin og ungmøer. Siden deres indtræden i populærkulturen i 1800-tallet har vi mennesker været betaget af de blodsugende figurer med karismatisk spidse hjørnetænder.
Prototypen og faderen til dem alle, Grev Dracula, gør sin entré i Bram Stokers roman fra 1887, hvor han for første gang spreder skræk og rædsel fra sit slot i Transsylvanien, Rumænien, ved at tappe de lokale landsbyboere for frisk menneskeblod. Der er sket meget siden 1887, men vores kollektive forståelse af vampyrer, ikoniseret via Grev Dracula, kan fortsat dateres tilbage til Stokers indflydelsesrige værk.
Anno 2010 er vampyrerne for længst blevet fast inventar i den globaliserede mediekultur. Vi ser dem i stort opsatte Hollywood-film, læser om dem i gotisk litteratur og bekæmper dem i diverse computerspil.
Denne artikel skal tale om sidstnævnte, specifikt hvordan vampyrer bliver hovedattraktion for en af branchens absolut største serier, der debuterede tilbage i midt-firserne, men fortsat gør sig på den internationale spilscene - om få dage med Castlevania: Lords of Shadow på PS3 og Xbox 360.
8-bit vampyrjagt
Nærmere bestemt skal vi tilbage til 1986, hvor japanske Konami lancerede, hvad der skulle blive starten på en lang og sejlivet serie, NES-spillet Castlevania. Her begyndte sagaen om Belmont-klanens evindelige kamp mod Grev Dracula og dennes (gen)opstandelse.
Grev Dracula, her potrætteret af filmlegenden Bela Lugosi, er Castlevania-seriens tilbagevendende omdrejningspunkt.
I rollen som Simon Belmont var det spillerens opgave at trænge ind i Draculas slot, nedkæmpe horden af udøde skabninger for til sidst at gøre det af med den onde greve selv. Remedierne var klassiske - hvidløg, vievand og kors udgjorde dele af det omfattende arsenal, som spilleren havde til rådighed.
Castlevania var et klassisk 2D-actionspil krydret med momentvise platform-sekvenser. Der var hentet meget inspiration fra Nintendos Super Mario Bros.-serie, men spillet formåede at stå på egne ben takket være sit gotiske og uhyggelige univers.
Lineære baner sat i Grev Draculas slot skulle passeres en efter en, og hver var rig på skumle skabninger, skjulte skatte og hemmelige passager. Her blev seriens grundlæggende fundament støbt, og det består i mere eller mindre grad den dag i dag. Belmonts læderpisk, der kan opgraderes løbende under eventyret, er således en af seriens tilbagevendende mekanikker, akkurat som den noget forvirrende konvention, at hjerter ikke indikerer Belmonts livspoint, men derimod hans ammunition.
Det første Castlevania-spil var et atmosfærisk spil som få. Trods sin simple 8-bit-grafik fremstod universet skummelt og figurerne detaljeret. Kinuyo Yamashitas fantastiske melodier satte en perfekt stemning for hver enkelt bane – melodier, som den dag i dag klæder moderne Castlevania-spil og nyfortolkes af diverse fan-fællesskaber.
Castlevania (1986) var blandt de første grafiske horror-spil, men skræmte først og fremmest grundet sin stejle sværhedsgrad.
Castlevania blev så stor en succes, at Konami allerede året efter udgav en opfølger, Castlevania II: Simon's Quest. Fans af første spil måtte dog forberede sig på en noget anderledes Castlevania-oplevelse, idet Konami valgte en noget anden drejning af konceptet. Essensen var den samme. I rollen som Simon Belmont var det spillerens opgave at besejre Dracula, men gameplayet havde nye klæder. Væk var de lineære baner, erstattet af en åben verden, komplet med spilelementer så som quest-hubs, shops, xp-system mm., der ellers var kendt fra eventyrspillene. Udformningen af disse var desværre så mangelfuld, at spillet fremstod rodet og forvirrende. Dertil kom, at den engelske oversættelse var så primitiv, at visse missioner var næsten umulige at gennemskue.
Da Konami to år senere i 1989 udgav tredje spil i serien, Castlevania III: Dracula's Curse, var det derfor et Castlevania af den gamle skole. Tilbage var de lineære baner og et større fokus på kampsekvenser. Til trods for at Dracula's Curse lignede sin forgænger, bød det dog på ændringer, heriblandt mulighed for at spille som andre figurer end hovedpersonen selv, Trevor Belmont, der nedkom fra seriens oprindelige helt Simon. Tredje Castlevania-spil blev en bragende succes. Konami havde med succes fundet tilbage til seriens rødder og samtidig finpudset disse til en eksemplarisk Castlevania-oplevelse, der fortsat står som den bedste i den oprindelige NES-trilogi.
